Det er godt at komme ud af den uoverskuelige storby, Trabzon er også stor - 250000 indbyggere - men mere overskuelig. Bl.a. fordi byen er ca. 20 km lang og kun et par hundrede meter bred, klistret op ad en bjergskråning. Dagen er startet med solskin, man kan se sne på bjergene, Sortehavet ligger stort mod nord.
Første oplevelse: Besøg i en grundskole med 2 x 800 elever, 800 om formiddagen og 800 om eftermiddagen. Aldrig er jeg blevet mødt med så mange glade og imødekommende børn. Det vrimlede med børn der ville vide ens navn og som kunne svare på, hvad de hed og hvor gamle de var. Efter et hurtigt skøn regnede vi ud, at der var 40-55 børn pr. klasse! Og de var bestemt ikke stille.
Lige i nærheden lå den lokale Aya Sophia, en smuk kristen basilika udbygget til korsplan, nu et museum, med smukke fresker, og fantastisk beliggenhed. Et tydeligt tegn på områdets græske indflydelse.
Dernæst skulle vi besøge viceborgmesteren på rådhuset for at få informationer om området af demografisk, erhvervsmæssig og udviklingsmæssig karakter. Bortset fra at der går noget tabt ved den nødvendige oversættelse, så blev det rimelig godt. Selv om det var temmelig svært at overskue, hvordan den lokale økonomi styres. Umiddelbart var det mest oplagt, at Ankara styrer det meste.
Så kørte vi udenfor byen og besøgte en fabrik, hvor man producerede hasselnødder til eksport. Det var mægtig interessant at se alle de kvindelige arbejdere sortere de ristede hasselnøddekerner på samlebånd under arbejdsforhold, som man ikke vil kunne byde danske arbejdere mere. Det var meget instruktivt omkring Tyrkiets industrialiseringsniveau, men også betryggende at se, hvordan hygiejnen spiller en rolle i produktionen.
Tilbage til bycentrum for at få en hurtig frokost inden næste programpunkt, som var besøg hs den lokale forening for praktiserende geologer. Det var et besøg, som i hvert fald bekræfter, at tyrkerne lægger vægt på høflighed og gæstfrihed. I de beskedne kontorer var også indkaldt lokalpressen og lokal-TV, så der blev taget de obligatoriske gruppebilleder. Af fagligt indhold var der en meget interessant billedserie af jord- og bjergskred i området. Det er det største lokale problem, da nedbøren i området er godt 2000 mm pr. år og bjergene er stejle.
Herefter skulle vi til Det tekniske universitets afdeling for Geologi. Igen høflighed og gæstfrihed, det hører sig til, og for tyrkerne kan det ikke tage for lang tid. Men så fik vi en forelæsning om Tyrkiets meget komplicerede geologi, som tog udgangspunkt i, at vi faktisk alle er veluddannede indenfor området. Den slags skal man hele tiden kæmpe for her i landet, hvor de snakker meget, men måske kommunikerer lidt overfladisk. Foredraget var lærd og meget oplysende, men jeg skal spare læserne for detaljerne, blot vil jeg skrive, at nuancerne i Tyrkiets geologi fortjener en meget grundigere behandling på dansk efter dette.
Resten af dagen er til fri disposition, så her sidder jeg og skriver til dig.
Hilsen
Laust Wium Olesen
Denne gang ingen fotos, bøvl med udstyret.