For første gang var der lidt dårligt vejr om morgenen, skyerne hang lavt og det småregnede. Dagens program svarer ikke til det oprindelige, nogle ting kan ikke lade sig gøre, fordi der er for meget sne i dalene; men bjergene skulle vi op i, og det kom vi.
Vi startede med at køre mod syd fra Trabzon over et pas i godt 1700 meters højde. På vejen derop så vi på søjlebasalter, nogle mente dog det var Rhyolit, men det må afvente nærmere undersøgelse af en bjergart fra stedet. Tyrkerne å lidt forundrede på os, hvorfor interessere sig for en bjergside? Op igennem dale kørte vi gennem skyerne, der kom mere og mere sne langs vejen. Næsten helt oppe klarede det op og en helt snedækket bjergterræn lå omkring os, ikke i klart solskin men trods alt med masser af lys. Lidt øst for lå der et mindre skisportssted. Derefter kørte vi gennem den 2 km lange tunnel ud på den anden side af bjergkæden, under os lå et snedækket bjerglandskab af stor skønhed, "høj" luft, masser af bjerge. Herligt.
Målet for vores tur var udover iagttagelserne af landskabet og de klimatiske zoner, en drypstenshule, som lå oppe i 1550 meters højde i en tyk kalkformation, der lå mellem de ellers overvejende basaltiske lag. Endnu et tegn på Tyrkiets indviklede geologi. Hulen var blevet åbnet specielt for os af vores meget hjælpsomme Faruk, der er den lokale turistchef. Den var ikke verdens største, men i et par store sale kunne vi uforstyrret studere stalaktitter og stalagmitter i mange farve. Og vi kunne forsynde os mod foto-forbudet, da vi var helt alene. En god geografisk/geologisk oplevelse.
Busturen gik derefter tilbage over samme bjergkæde til en mindre by, Makas, hvor vi drejede op i en sidedal mod det verdensberømte Sumela-kloster. Ja, nu har læseren måske aldrig hørt om Sumela-klosteret; men så er det bare tegn på manglende almen dannelse! Igen op i snedækket terræn gennem en meget smal og vild dal indtil ca. 1000 meters højde. Derfra var der en 1200 meter ad en bjergsti, som var helt dækket af sne, 250 meter op til klosteret, som ligger på en mere end (!) lodret bjergside, d.v.s. at bjergsiden hænger ud over klosteret, der i øvrigt er over 1000 år gammelt og nu, efter at være blevet forladt i 1923, er en ruin. En meget bjergtagende ruin faktisk, men nu stort set dækket med sne og is, så det var meget vanskeligt at færdes der. Heldigvis kom ingen til skade; men varmen fik man i hvert fald af turen derop.
Det er fascinerende at stå et sådant sted og prøve at sætte sig ind i, hvorfor nogle mennesker dog har lidt og slidt for at bygge et kloster i de mest vilde bjerge i verden og uden at der i området synes at være mulighed for at tjene et udkomme. Munke kan selvfølgelig leve på en sten, og det var faktisk hvad de gjorde. Placeringen er naturligvis også udtryk for, hvor usikre tiderne har været for godt 1000 år siden. Det meste af tiden var klostret indhyllet i skyer eller drivende tåge; men i enkelte perioder klarede det fint op.
Efter en meget glat og farlig nedtur tog vi med bussen til Trabzon, hvor folk spredtes. Flere af os skal se Tyrkiet spille fodboldkamp mod England i aften, helst et sted hvor der er mange forhåbentlig glade tyrkere. Hvis Tyrkiet vinder går byen amok, så det vil vi jo gerne se!
Hilsen
Laust Wium Olesen
foto: LWO