Tyrkiet er godt nok et stort land. Over to dage skal vi flytte os fra Trabzon til Kappadokien, samlet cirka 800 km, men de tyrkiske veje er meget dårlige, specielt her i den østlige del. Så det tog to dage at køre de 800 km.
Først gik det direkte mod vest via byer som Giresun og Samsun, masser af vejarbejder gjorde det til en mindre fornøjelse; men der er altid noget at studere ud af vinduerne, og i Giresun gjorde vi et længere holdt for at studere byen. Det er ikke nogen særlig stor by, men man fornemmer i gadebilledet både velstand og fattigdom. Imellem butikker med vestligt orienterede varer sad der mødre med små børn på fortovet med en lille skål foran. Et andet sted gik en gammel kvinde rundt med et stykke foldet pap, hvor man kunne lægge en skilling. Det er et forstemmende syn hver gang; men i islam er der et bud om at give almisser, så det har vel kunne betale sig at tigge.
Onsdagens mål var Amasya, en mindre provinsby, som vi nåede ved 18-tiden. Vi skulle fællesspise, og som det viste sig på et rigitg godt sted, som lå et par hundrede meter over Amasya og gav et fantastisk udsigt over byen ved floden mellem bjergene...
Næste formiddag var der bystudier på egen hånd i Amasya; nogle valgte de smukke osmanniske huse, de etniske markeder eller som undertegnede hamam, tyrkisk bad. Det er en oplevelse, som man absolut skal unde sig selv. Dels den svedige optakt i baderummet (saunaagtigt), dels den forrygende skrubning med grov klud - de døde hudceller skrælles af foran enes øjne - dels en dejlig massage med stærke fingre fra en tyrkisk bademester, der ikke viser nåde overfor eventuelle ømme steder.
Ved 12-tiden forlod vi Amasya og drog med bussen over den anatolske højslette. Det var en smuk tur, flere steder kører man i smukke dale, andre steder - og det for det meste - over endeløse næsten træløse sletter, hvor ingen menneskelig aktivitet kunne ses. Med en 15-20 kilometers mellemrum dukkede en landsby op, enkelte steder gjorde vi holdt og blev straks centrum for en sværm af voksne eller børn.
Først omkring kl. 18 nåede vi frem til Kappadokien, det sidste hovedsted på vores færd. Det er et vulkansk præget landskab af stor skønhed og forunderlig historie, som jeg vil berette om senere. Vores hotel ligger midt i det hele, så geograferne er kommet til det rette sted, igen, igen.
Hilsen
Laust Wium Olesen, tekst og fotos