Søndag d. 30. marts

Istanbuls geologi, vandforsyning og bystruktur

Vi indledte dagen med et generelt oplæg om ovenstående emner. Det var en Dr. Ahmet fra Istanbuls Universitet, han var historisk geograf, så egentlig en kompetent person. Måske blev oplægget lidt for generelt; men han brugte hele søndagen på os, for efter oplægget var vi på en stor bustur i Stor-Istanbul under hans kyndige ledelse. Først fulgte vi vandforsyningslinien, besøgte den meget spændende cisterne under bycentrum fra 500-tallet. Et utroligt stor vandreservoir lige under den pulserende storby.

Vandcisternen

Dr. Ahmet

På busturen besøgte vi mange kvarterer af forskellig art i den kæmpe store by. Mest spændende var nok det kvarter, hvor folk fra landet kommer ind og bygger uden tilladelser eller noget som helst. Man fikser strøm ved at splejse ledninger med det offentliges gadebelysning og bruger de forhåndenværende materialer. men man bor der i årtier og efterhånden kommer det til at ligne en by med rigtige huse. Det lokale marked var super, friske grøntsager lækkert præsenteret; det ser man desværre alt for sjældent i Danmark.

Vi hørte i dag at danmark vandt 5-2 i fodbold, det er bare helt fedt. På onsdag skal vi heppe på Tyrkiet, som skal spille mod England, som Tyrkiet kun har tabt til tidligere og aldrig scoret imod (0-25 i målscore!!). Så er det ludt fint at Danmark lige har vundet 5-2.

Mens jeg skriver dette er en 10 stykker i hamam = tyrkisk bad, men jeg valgte denne gang at ofre mig, så I derhjemme kan høre lidt fra os. Alle hernede er sunde og raske, krigen hører vi ikke noget til, bortset fra at tyrkerne er interesserede i en forklaring på, hvorfor Danmark dog er i krig mod Irak. det kan godt være svært at forklare!!

Hilsen

Laust Wium Olesen