Her vil vi løbende indføje vores skrevne beretning fra ferien. Tilbage til forside

Kære slægt og venner

Vi er nået herover! Det har været en utrolig lang dag; p.g.a. tidsforskellen på 9 timer har vi været oppe i mere end 24 timer uden søvn; men nu er vi altså også trætte.

Vi fløj ud af Billund søndag kl. 08.00, men vi stod op kl. 4.30. En lille times flyvning, og vi var i Amsterdam, hvor vi skulle vente knap 3 timer på San Francisco-flyet, en MacDonald-Douglas et eller andet med plads til 300 passagerer. Det var meget lange 10 ½ timer i luften, Grønlands Østkyst var flot, Rocky Mountains ikke mindre. Indflyvningen til San Francisco var helt fantastisk, bugten, broen, byen, bakkerne.

Ankommet til lufthavnen var vi lige ved at miste forbindelsen med hinanden, Neel røg ned med en elevator, som Laust troede ville gå op. En hektisk eftersøgning belastede de lidt tyndslidte nerver; men så kunne vi endelig få vores lækre udlejningsbil. Den er splinterny og kæmpestor, en rigtig lækker flyder. Første stop var vores forudbestilte hotel lige i nærheden, hvor badet blev stormet af alle mand.

Så skulle vi trods træthed på en lille ekskursion, og den måtte jo gå til Golden Gate Bridge, en køretur på 20 miles hver vej. Selv om det er søndag, så var trafikken tæt og hurtig, lidt en prøvelse for den trætte chauffør; men det gik, kun små omveje og ingen buler. Broen var smadderflot, udsigten over byen formidabel og vejret strålende. Børnene var dog dødtrætte og sultne, så et pizzahus i Sausalito blev stedet, hvor vi spiste aftensmad. Der var stadig tæt trafik da vi kørte tilbage til vores hotel i South San Francisco; børnene sov på de to bagsæder!!, og selv om klokken kun var 7½ lokaltid, så skulle alle i seng - NU!

Jetlag gjorde, at natten blev taget forskudt. Mellem kl. 20 og 05 lokaltid blev der sovet, så godt som man kan, når man er lidt forstyrret i systemet og samtidig helt udmattet. Omkring kl. 6 var alle oppe og en ekspedition blev sendt ud efter morgenmad som blev indkøbt på en tankstation i nærheden. Måltidet var ikke vildt godt, men det gled da ned. Og jeg må indrømme, at det med email og webside, det blev udskudt et døgn, da telefonen på vores første værelse slet ikke var sluttet til (Det skulle have været arrangeret ved checkin mod at lægge depositum. Vi lærer jo så af erfaringerne undervejs, så måske bliver vi vildt gode til det hele til sidst.

Lidt før kl. 8 kom vi af sted og begyndte at køre ned langs Californiens kyst ad hovedvej 1. Med Stillehavet til højre og Coast Range's bløde bakker til venstre gik det sydpå i et roligt tempo. Vores bil, (Pontiac Montana, diamanthvid, 3,4 l V6, 185 HK, stor og rummelig) kører fint, vejen er af rimelig kvalitet til og med Monterey, hvor vi gør det første stop.

Vi skal besøge Monterey Bay Aquarium, forbilledet for de danske akvarier i Hirtshals og Grenå, men naturligvis meget større, vi er jo i USA. Ja, så meget større var bassinerne vel heller ikke, men det var lavet nogle vildt flotte og meget naturtro gengivelser af dels tangskoven, klipperevet, sandstranden og dels dybhavet. Og fiskene m.m. er jo for en dels vedkommende nogle andre end dem vi ser i Danmark. Vi var der knap to timer; stedet var meget besøgt, og man kan godt bruge længere tid på det; men børnenes sult trak den anden vej. Entrepris: 46 $ for alle.

McDonalds er billig, næsten så billig, at man ikke har råd til andet. Og selv Neel kunne lide maden - dog måtte der gerne have være mere grønt og mindre kød. Men sådan er de jo hos McDonalds, kunne vore kyndige børn oplyse deres håbløse mor.

Videre mod syd forbi Big Sur ad en vej der nu blev utrolig snoet og gik oppe på bjergsiden, hugget ind i klippen eller gravet ind i de mere løse aflejringer. Sådan var vejen de næste 100 miles, endda flere steder i kombination med vejarbejder. Strækningen var utrolig flot, men vi blev lidt snydt for udsigten af den tåge, der langs det meste af kysten opstår, når den varme luft møder det kolde hav. Tågen var ikke ubehagelig at opholde sig i, temperaturen var godt over 20 grader, men den lå ret tæt i et bælte på 1-2 miles bredde langs hele kysten, og der lå vejen jo som regel også. Hvor vejen slog et sving ind i land klarede det hurtigt op, og temperaturen steg en 5-6 grader.

Lidt før kl. 16 nåede vi frem til San Simeon, hvor vi havde regnet med at besøge Hearst Castle ; men vi kom lige tidsnok til at se en mand købe de sidste adgangsbilletter for den dag. Vi blev tilbudt billetter til tirsdag (48 $); men valgte at køre videre efter et kort ophold i deres visitors center. Louise elsker den slags steder, både i Monterey og her vil hun gå rundt og se på souvenirs, og hun vil også gerne købe alle steder for sine lommepenge. Vi kørte så videre og sidder nu i San Luis Obispo, en gammel mexikansk missionsstation, som nu mest er et sted på hovedvejen (i hvert fald ifølge hotellets receptionist).

Vi skulle her gøre vores første erfaringer med at skaffe overnatning til hele familien. Ønsket er høj kvalitet til ingen penge; men det får man sjældent. Louise og Ole vil gerne have adgang til pool, så det afgjorde sagen denne gang. Vi fik et godt tilbud efter at vi egentlig havde afvist et værelse p.g.a. prisen. Han sagde 65 $, incl. morgenmad; men da vi var ved at gå, gik han ned på 59 $, og det afgjorde så sagen. Egentlig ligger den pris lidt over, hvad vi havde regnet med at skulle betale; så vi skal nok være mere påpasselige næste gang. En tur i poolen for alle gjorde situationen meget lysere, især da for Ole og Louise. I aften skal vi så ud at spise i San Luis Obispo, det bliver sikkert noget børnene kan lide.

Vi gjorde hurtigt en ny erfaring - "incl. morgenmad" var et meget dårligt tilbud, som vi bare droppede til fordel for en morgenmadsrestaurant, der serverede det store tunge amerikanske morgenbord. Især Louise havde glædet sig hertil, hun elsker røræg og bacon m.m.

Dagens første programpunkt var en Frank Lloyd Wright-bygning i San Luis Obispo. Det var et lægecenter, ikke ret stor, men umiskendeligt FLW med en harmonisk blanding af træ og sten samt gennemgående vandrette linier. Vi fik lov at kikke indenfor i åbningstiden. Herefter kørte vi ud på Highway 101 med retning mod syd. På vejen fandt vi ud af, at vi skulle passere den pseudodanske koloni Solvang, så det blev næste stop. Mest for at studere, hvor meget der var dansk, og hvor meget der var amerikansk. Det meste var i hvert fald ikke dansk; vi mødte ganske vist en dansker (40 år i Solvang), butikker (bl.a. bagere) og alle vejene skiltede med danske navne; men man kunne ikke blive betjent på dansk. En lidt ligegyldig oplevelse.

Videre gik det over en del småbjerge sydpå til Santa Barbera, hvor vi lagde ud med at spise frokost på boardwalk'en (den strimmel park, der er langs sandstranden, med vajende palmer, grønt græs og motionister i massevis). Herefter så vi Santa Barberas pier (USA's ældste, ret stor, mange turistorienterede butikker) samt ikke mindst en lang tur op og ned ad byens fashionable hovedstrøg. Kontrasterne var store, eksklusive specialforretninger med tiggere udenfor. Californien har et problem med hjemløse, nogle skilter med handicaps, andre med veteranstatus (Vietnam), en rodede i en skraldespand og spiste resterne af noget yoghurt, som han fandt. Neel havde ondt af dem; det havde vi vel alle. USA's sociale sikkerhedsnet er meget stormasket.

Vi forlod Santa Barbera ved 15.30-tiden og regnede så med ca. 3 timers kørsel til det sydlige Los Angeles, hvor vi skulle besøge en amerikansk familie. Der gik dog ret hurtigt, trods både 8- og 10-sporede motorveje, lange køer i det, således at vi lejlighedsvis sneglede os af sted. Vi brugte således ca. 2 timer på at komme ca. 80 km tættere på Los Angeles, ret frustrerende. Lige som det så mest sort ud dukkede redningen op. Den hedder "car pool", og den består i, at der stilles en ekstra bane til rådighed for biler, hvor der er to eller flere med. Og den bane var der ikke mange, der kunne benytte sig af, så mens vi drønede af sted med 65-70 miles i timen, så sneglede den øvrige trafik sig af sted. Ingen prøver at snyde, bøden skiltes der med - 271 $, selv om vi udspekulerede muligheder som en oppustelig dukke som sidemand med bevægelige dele, hvis politiet dukkede op.

Kl 19.15 var vi så fremme ved vort bestemmelsessted, Balboa Peninsula ved Newport, hvor vi skulle indlogeres hos jordemoder Anne Sophies værtsfamilie fra hendes au pair-tid for ca. 17 år siden. De bor meget specielt og utrolig flot. Neel siger, at det er meget smagfuldt indrettet, og så må det jo passe. Udgangspunktet for huset er kroppen af en gammel vindmølle, hvortil det er bygget et helt hus. Alt er træbeklædt. Desuden er der et gæstehus, som vi har lånt i 3 nætter og mellem bygningerne ligger en hyggelig gårdhave med røde fliser og blomsterbede.

Vi blev hjerteligt modtaget af Sandy og Wayne Sims, fik lov at vaske os, hvorefter vi skulle ud at spise. Sims'ernes sønner Scott og Steve stødte til, så efter en drink kørte vi til en restaurant i 50'erstil, hvor vi fik hamburgere i gammel men meget velsmagende stil. Snakken gik tvangfrit, Ole imponerede med sine engelskkundskaber, Louise var lidt sløj; men alt i alt en meget hyggelig aften, hvor begrebet gæstfrihed fik en dybere mening for os.

Der gik ikke mange sekunder fra vi lagde os, til vi sov.

Morgenmaden havde Sandy sørget for, den stod allerede i gæstehuset, så vi kunne klare os selv. Vi lagde ud med at køre en tur i området for at orientere os. Senere tog vi en lille færge til Balboa Island, som vi havde fået anbefalet af Sims'erne. Vi shoppede lidt og gjorde os nogle iagttagelser af amerikanernes måde at bo på. Alt er meget rent og pænt, husene er store, og de fylder stort set hele grunden ud. I dette område her, er grundpriserne tydeligvis meget høje.

Fra Balboa Island kørte vi over en bro til fastlandet for at finde shoppingcentret Fashion Island, hvor vi havde fået udpeget en velassorteret boghandel. Neel kikkede på arkitektur, jeg på detaljerede kort over vores rejserute. Mere shopping, en frokost, og så tilbage til Sims' hus or at gøre klar til en strandtur. Vi lånte nogle såkaldte bogeyboards (minisurf) og de var et populært indslag i en 3 timers strandtur i 26-27 graders varme. Man skal ride på bølgerne mens man ligger ind over brættet. Vores børn var gode til det, forældrene så mere komiske ud. Af de 3 timer var Ole og Louise i vandet de 2½ og Laust vel godt en time. Havet var meget behageligt, vel ca. 20 grader. Ved hjemkomsten kunne vi konstatere, at alle på nær Neel var helt røde af solen; Neel var den eneste, der konsekvent brugte solcreme faktor 15-20-stykker.

Før middag var vi ude at sejle med Wayne i hans speedbåd. Det var godt nok noget der rykkede. En stor V6-motor med 200 HK fik båden til at suse over vandet, Ole var vildt begejstret, alle klamrede sig til gelænder og ræling. Vi så bl.a. søløver og fiskehejrer på turen, samt en utrolig masse rigmandshuse set fra vandsiden, hvor de alle har deres forside. Der er tale om en stor koncentration af velstand i dette område folkene er mest executives, doctors, lawyers (som Wayne), real estate brokers (sønnen Steve), hjemmegående frue med rigelig hushjælp.

Aftenen gik med grillmad hos Sims' i gårdhaven. Vi snakkede meget, bl.a. politik. De er tydeligvis republikanere, ærkeliberalister, men også meget interesserede og åbne for andre synspunkter, som vi så søgte ar forklare. Med nogen vantro hørte de om vort skattesystem og velfærdssamfundet, spurgte om folk fandt sig i det o.s.v. Det var nok p.g.a. den megen sol, at vi tørnede rimeligt tidligt i seng. Det var i hvert fald ikke fordi vi kedede os.

Børnenes store dag - Disneyland. Vi stod tidligt op til en pragtfuld sommerdag. I radioen lovede de ca. 27 ved vandet og ca. 34 inde i land. Hele dagen i Disneyland havde vi ubønhørligt solskin og temperaturer over 30. Man kan dele tiden ind i 4 slags tid: ventetid, gåtid, spisetid og underholdningstid. Med det sidste menes tid, hvor man prøver en af parkens forlystelser. Desværre er det sådan, at de fire slags tid nok procentisk er fordelt således: ventetid 50, gåtid 25, spisetid 15 og underholdningstid 10 %. Sådan er det jo bare med den slags - og så slemt er det vel heller ikke, der er jo også forventningens glæde, og den prægede Ole og Louise hele tiden. Vi var i parken fra kl 10 til 22, prøvede mange spændende og nervepirrende forlystelser, nød parkens atmosfære og blev betaget af det afsluttende show og fyrværkeri. Jo Disney kan underholde; og de kan ikke mindst tjene penge. Vi kom vel af med ca. 300 $ i alt, og det kan vel ikke være meget anderledes.

Kl. 23 var vi tilbage i vort luksuslogi, børnene styrtede i seng, meget forståeligt. Desværre skal vi i morgen forlade Sims'erne, de skal have nye gæster i anledning af 4. juli, som allerede præger gadebilledet, idet folk hænger flag, guirlander og andet rødt-hvidt-blåt på deres huse. Det er en meget stor ting herovre. Vi vil videre mod Hollywood og være der et par dage. Dels for filmstudiebesøg, dels for at se på FLW-arkitektur.

Der var godt nok mange biler. Forestil Jer den slemmeste myldretid, gang med 3, og læg dertil, at det varer hele dagen. Så har I essensen af denne dag, hvor vi har forladt Sims'erne med "hugs" og "the best wishes" for at begive os mod nord til Hollywood.

Vi var først i endnu en boghandel, den eksklusive Rizzoli, hvor Neel endelig fik købt nogle arkitekturbøger, der var tilfredsstillende. Nabo til Rizzoli var butikker som Cartier og Versace. Vi havde vores almindelige hængerøvsshorts på, men det havde amerikanerne også, så vi følte os helt fint tilpas; og VISA-kortet var godt nok til at opnå forståelse med.

Det tog et par timer at køre til Hollywood, bykørsel med skiftevis skridtgang og motorvejsræs. Så ind ad Hollywood Boulevard fra øst. Øst r den slemme ende, hvor hoteller lejes for timer. Da vi skulle bruge lidt mere søvn, så kørte vi mod vest, for i en guide stod der, at så blev hotellerne mere normale. Det gjorde de vist også en overgang uden at vi rigtig lagde mærke til det, for lige pludselig blev det mere unormalt igen, for vi havnede i Beverly Hills, hvor hotellerne så ud til at koste en bondegård; for hvert værelse forstås. Efter det rodede vi rundt i et par timer for at finde et kvarter og et motel, som passede os. Vi spurgte et sted; men der var først ledigt om en time! Videre - næste sted skiltede med "Adult movies", så det var vist heller ikke så familievenligt. Endelig lykkedes det; en lille suite (2 soveværelser!!) for 62 $ incl. skat (altså "tax"). Vi har booket os ind for to dage, vi kan spise på Burger King overfor; de har også morgenmad. Gad vide om det er spiseligt.

Aftenen gik med en ekskursion til Beverly Hills Civic Center, en arkitektonisk perle af Charles Moore, som er bygget i noget middelhavsgtig arkitektur. Meget flot. Derefter til Santa Monica for at finde et hus på en bjergside. Efter nogen søgen fandt vi det; men det lå utilgængeligt og halvskjult, så det kunne kun betragtes på afstand. Tilbage til motellet for en godnatøl og lidt TV. Ole sørger hele tiden for, at det er tændt, så vi andre ikke behøver at ulejlige os. Det var fedt i går at modtage emails hjemmefra og høre, at alle har det godt. Sammen med e-posten i går fik jeg ordnet en Internet-bestilling af et hotelværelse i Las Vegas d. 4. juli. Fedt, for så kan vi komme til at se lidt 4. juli-halløj i en vildt anderledes by.

I morgen tager vi til Universal Studios for den store rundvisning, og der bliver også plads til et par FLW-huse af ekstraordinær kvalitet. Mere herom senere.

Vi sov forbavsende længe i vores beskedne suite, og så stod den på Burger King-morgenmad. Den er ikke værd at skrive hjem om, så ikke mere om den. Som nævnt skulle vi til Universal Studios, så af sted op ad Highway 101 via Sunset Boulevard og ankomst ca. 10.30. Med parkering koster det 145 $ for en familie, så det skulle gerne være godt.

Det hele hedder egentlig Universal City, for ud over studierne består det af en forlystelsespark, hvor forlystelserne bygger over filmtemaer, en stor samling superbiografer, en merchandise-gade af de store samt enorme arenaer, hvor der er opbygget kulissebyer. Det meste af tiden brugte vi i forlystelsesafdelingen, hvor vi så Wild West Show med stunts (fald fra huse o.s.v.), et Water World Show af de mere spektakulære, hvor en kombination af ild og vand (også på publikum) samt en nedstyrtende flyvemaskine (!!!) sørgede for forrygende underholdning. En flyvetur byggende over E.T. var sød, en sejltur i Jurassic Park mellem dinosaurer var sjov og våd og med et nærmest vanvittigt styrt med en stor båd ned ad et ca. 25 m. højt "vandfald" en skrækindjagende oplevelse. Til gengæld slap vi for at blive ædt af T. Rex.

Det mest spændende af det hele var dog en køretur på 60 minutter gennem kulissebyerne og nogle af studierne. Vi hørte om hvordan man sørgede for genbrug af kulisser til flere film, flere filmtekniske fif afsløredes af den nydelige guide og så blev vi udsat for diverse special effects. Dels har vi mærket King Kongs hede, og dårlige, ånde på ultranært hold, dels har vi befundet os i en undergrundsbane under et jordskælv, som fik lastbiler til at falde ned i hovedet på os. Et undergrundstog kørte rimelig livagtigt ind i lastbilen og blev knækket i to. I westernkulisserne fik vi at vide, at alle huse på heltesiden af vejen var bygget i 7/8-størrelse, mens de på forbrydersiden af gaden var bygget i 9/8-størrelse. På den måde kom heltene til at se store og helteagtige ud, og de onde, ja fortsæt selv. Ole var helt ærbødig, da vi slog et smut forbi Norman Bates' Motel, kendt fra Hitchcock-filmen Psycho. Ellers var der tale om så meget namedropping og titeldropping, at selv en gammel cineast måtte føle sig ydmyg. Universal Studios ER store.

Sidst på eftermiddagen forlod vi parken, vi skulle jo også have lidt finkulturelt. Igen var Neel leveringsdygtig i et FLW-byggeri, som vi skulle se. Det drejede sig om Charles Ennis-house fra 1924, som ligge i bjergene ovenfor Hollywood. Takket være en Cd-rom med alle USA's gader (!) kunne vi finde adressen. Vi kørte rundt med Pc’en som kort, kunne zoome ind hvor det var relevant, få oversigter når det var smart. Neel er ved at forstå min store fascination af computere og deres muligheder. Vi fandt huset, men kunne ikke komme ind. Det indre er kun åbent for publikum 2 gange om måneden, så vi nøjedes med det ydre. Det var da interessant, bygget i maurisk stil, men det var lidt nedslidt og i øvrigt på den ene side præget af stilladser. Udsigten var dog superb, hele Los Angeles lå for vore fødder. Neel snakker mere og mere om, at skal hun bo et andet sted i Verden end Danmark, så skal det være Californien. Det med at få noget at leve af, det klarer vi nok. Vi finder bare på en opfindelse, som ingen kan undvære!

Vi måtte naturligvis slutte dagen med Hollywood Boulevard, den med alle stjernerne på fortovet. Vi parkerede bilen (5$) og gik up and down fra kl. 18.30 til kl. 21.30. Det var rigtigt skægt at træde på alle filmstjernerne, og de gående fleste på fortovene gik og kikkede ned på stjernerne, så man hele tiden var i fare for at støde ind i en modgående. Og så var der alle butikkerne med ultrabillige tilbud, mest i souvenirgenren, men hvad er vi? Turister! Så vi rev nogle dollars af og fik T-shirts, tasker, rygsække og mærkelige ting. Og selvfølgelig noget at spise. Hollywood Boulevard er tydeligvis ikke særlig fint mere, det er nærmest lidt tarveligt; men sjovt var det alligevel. Vi fandt os hver en stjerne, som vi lod os fotografere ved, Neel valgte Grace Kelly (af naturlige årsager), jeg Frank Sinatra (p.g.a. min sangstemme), Louise Lassie (ikke af naturlige årsager) og Ole Jamie Lee Curtis og Alfred Hitchcock (begge er gyserstjerner, foran og bagved kameraet). De var der alle sammen, både dem vi kendte, dem vi burde kende, og dem som kun kendere kender. Nok om det, hjem på motellet og af sted med posten.

USA’s uafhængighedsdag og samtidig søndag. En tredjedel af Tv-kanalerne viser gudstjenester fra østlige stater eller beretninger om, hvordan folk har mødt Jesus. Stort set er budskabet, at han er alle steder, og derfor er han lidt svær at ringe til. Men han er der, når man har brug for det. Det er jo rart at vide, selv om jeg nu hellere ville have en hjælper at ringe til, for som det fremgår senere, så har vi brug for hjælp.

Nå, vi stod rimelig tidligt op, før 8, og fik spist morgenmad, pakket og checket ud lidt over 9 så vi kunne begive os mod øst ad Highway 10. Søndag morgens trafik var til at overse, så allerede efter 1½ time var vi ude af byen. Det gik op i bjergene, over San Andreas-forkastningen, som er hovedstedet for de californiske jordskælv. To kontinentplader glider hver sin vej langs denne forkastning. Den samlede bevægelse er årligt ca. 10 cm, og spændingen i jorden udløses i hyppige jordskælv, hvoraf langt de fleste er så små, at man ikke kan mærke dem. Det er ved denne forkastning at man indenfor de nærmeste år venter "The Big One", men vi undgik den i dag.

I stigende hede kørte vi mod NV ad Highway 15, fik tanket ved Victorville, hvor de af en eller anden grund ikke ville acceptere mit VISA-kort. Nå, videre ind over busksteppen, kun ganske spredt vegetation, bjerge og aflejringer, som var klædt i alle nuancer mellem gult, brunt og rødt. Der var ghosttowns, USMarineCorps-baser, besynderlige store vandlande rejste sig i ørkenen, en vej hed Zzyxx Road, en saltørken og egentlige sandørkener, typiske motorvejsbyer, hvoraf vi spiste i en lille klat, som hedder Baker. Her har de verdens højeste termometer, i hvert fald efter eget udsagn. Ved frokosttid viste dette neon-termometer 101 grader Fahrenheit, hvilket svarer til 38 grader Celsius. Indendørs, både i husene og i vores Pontiac, er der airconditioning, udenfor står den tørre varme som en mur omkring en.

Det gik videre derudad mod Nevada, hvor grænsen markeredes af det første casino og hotel-kompleks kaldet Whiskey Pete's. Da man skal være alkoholfri på de amerikanske highways modstod vi fristelsen til at checke stedet ud. Også fordi vi i highway-radioen hørte om et meget alvorligt færdselsuheld, som var sket bag os. To var døde, andre kvæstede. En helikopter skulle flyve ofrene ud, og vejen var spærret i længere tid. Godt vi var forbi, og jo, man letter lidt på speederen, når man hører den slags. I øvrigt vrimler det med highway-patrols, så alle kører stort set lovligt. Hvor fartbegrænsningen er 70 miles kører folk 75-80 miles. Så trafikken er egentlig ganske rar.

Lidt før 3 var vi fremme i Las Vegas. Vi skulle selvfølgelig ind ad "The Strip", som er den store vej, hvor alle de berømte hoteller og casinoer ligger. I flæng vil jeg nævne: Luxor med glaspyramide af pyramidalske dimensioner, Caesars Palace, Stardust, Desert Inn, Excalibur, Golden Nugget, Mirage o.s.v. Ved flere viste skilte, at det var absolutte verdensnavne, der optrådte. F.eks. David Copperfield (magic). Tæt trafik betød, at vi sneglede os af sted; men det gjorde ikke noget, for vi skulle jo kikke ud.

Tre kvarter senere var vi fremme ved vort hotel Sunrise Suite, hvor vi efter lidt rod om internetbestillingen skulle til at betale. Ups, de afviste også VISA-kortet, og vi havde samlet ca. 100 $ i kontanter. Vi forklarede vores problem og man var søde og hjælpsomme og tilbød 65$-værelset til 38 $. Det var jo fint nok, men med 62 $ kommer man ikke langt i Las Vegas, og det med VISA-kortet går øjensynlig ud på, at man ikke i USA kan bruge det på samme måde som i Danmark. I USA vil man have dækning og kan altså ikke bruge kortet til kreditgrænsen som i Danmark. Der stod vi så lige og manglede pengene til resten af turen, eller hvad. Det må vi da kunne ordne i en bank i morgen, tænkte vi. Nej, for i morgen (dagen efter 4. juli) er bankerne lukket, var svaret!

Efter nogen parlamentering fik vi forklaret hotellet problemet og fik åbnet en telefonlinie, så vi kan ringe hjem til Den Danske Bank for at få dem til at sørge for at vi har vores "egne" penge. Problemet er blot tidsforskellen, vi kan først ringe kl. 00.30 lokal tid, så vi må klare os for de 62 $ indtil i morgen. Det skal selvfølgelig ikke forhindre os i at nyde de 40 graders varme i Las Vegas til en tur i svømmepølen og den slags. Tøjvask er også på programmet. I det hele taget skal vi have tiden til at gå på en ikke alt for dyr måde indtil godt midnat. Men så slår vi også til igen!

Solen gik ned kl. ca. 8 og temperaturen dalede ned i nærheden af 30 grader, så vi kunne bevæge os lidt igen udendørs. Efter vores burgermiddag tog vi til The Strip. Der bruges her så meget strøm til neon og diverse lyseffekter, at det burde komme fra solceller. Men det kommer alt sammen fra den nærliggende Hoover Dam, som faktisk blev bygget med et andet formål, ca. 5 år før Las Vegas overhovedet fandtes. Nu har byen ca. 1 million indbyggere, som lever en naturstridig tilværelse mellem lyspaladser, grønne træer og plæner, som sprinkles hver aften. Det er overvejende natmennesker, som vel går i seng ved 5-tiden om morgenen og står op midt på eftermiddagen. På den måde undgås også noget af den værste hede, og folk synes ikke at have andet mål med tilværelsen end at more sig eller tjene penge på, at andre morer sig.

Det var et rent tivoli derinde. Mellem skyskrabernes oplyste facader og neoneffekter, mellem kitsch og halvstørrelsesefterligninger af dels Venezias mest kendte bygninger, dels Paris' Eifeltårn samt Triumfbue; der rullede kilometervis af køretøjer frem og tilbage, og på fortovene vandrede alle natmenneskene fra den ene "ægte" oplevelse til den anden. Det var så forlorent, at det var rigtigt interessant. Der var meget langt mellem ting af værdi, nærmest kom nok den store vandkunst i et bassin på størrelse med en fodboldbane, hvor de talrige jetvandstråler animeredes til en arie sunget af Pavarotti. Om han selv stod og sang live ved vi ikke, men godt lød det ud over The Strip fra et gigantisk musikanlæg. Ved Luxor vendte vi om, måske besøger vi det indre i morgen; men fornemmelsen af, at der skal penge til, er nok ikke helt tilfældig. Og nu er vi nede på 25 $.

Får den lille familie penge igen? Kommer de til at sejle inde i pyramiden? Finder de en ægte oplevelse i Las Vegas? Skriver de overhovedet igen? Følg i morgen med i den spændende beretning.

Ups, der gik nogle dage inden vi skrev igen, det var bare for at holde jer i spænding så længe som muligt. Nej, egentlig var det fordi, vi ikke kunne komme på nettet derfra, hvor vi boede, da det var mere ydmyge steder.

Vi må hellere starte med at fortælle, af den lille familie fik penge igen. Da banken i Danmark åbnede kl. 00.30 Las Vegas-tid snakkede jeg med dem. I øvrigt måtte vi hente nummeret på nettet (www.krak.dk), godt at det virker. Det viste sig at en forkert handling med kortet havde spærret det for resten af dagen. Samtidig fik jeg afklaret, at når man på VISA-kortet har hævet de tilladte 15.000 kr. pr. måned, så ringer man bare til dem igen, hvorefter de vil nulstille kortet og dermed give 15.000 mere. Gad vide, hvor mange gange vi skal gøre det? Nå, en gang er forhåbentlig nok. Pengene kunne jeg kl. 01.00 hæve i en bankautomat overfor.

En kort nattesøvn i stegende hede Las Vegas gjorde plads for en ny dag, hvor vi så skulle checke Luxor-hotellet af og se, om vi kunne finde en ægte oplevelse. Vi kørte derind, parkerede og vadede ind i pyramiden. Den er naturligvis hul indeni for at give plads for aktiviteter, der kan lokke penge ud af folk. Stueetagen er reception, og dem der indlogerer sig på hotellet sejles til elevatorerne, som fører op til deres værelser i nogle både på en indendørs kanal. 1. sal er et stort casino med alle slags spilleborde og hundredvis af enarmede tyveknægte, fortrinsvis betjent af pensionister. 2. sal er hovedrummet. Udvendig er pyramiden vel 100 m (36 etager), og indenfor viser den sig som en skal, hvor alle værelserne er i skallen med ørkenudsigt, og hvor rummet indenfor er fyldt med attraktioner som Tutankahmon-museum, 3D-biografer (placeret i et ægyptisk tempel), butikker og restauranter i massevis, også i efterligninger af ægyptisk arkitektur. Jagten på det ægte måtte fortsætte, og pudsigt nok kom det fora en enarmet tyveknægt. Dumme som vi var, stod vi og prøvede for 1 $, lod børnene putte i; men vi blev hurtigt stoppet af en security-mand, som fortalte os, at der var fængselsstraf for at lade børn spille. Det eneste børn (d.v.s. under 21 år) måtte her, var at gå lige igennem. Se det var en ægte oplevelse. slukørede luskede vi af, selv om maskinen helt sikkert ville have løst vores VISA-kortsproblemer med et slag. Nå en anden blev rig, og det må man også kunne glæde sig over.

Vi forlod Las Vegas i sydøstlig retning mod Arizona. Da vi efter ½ time nærmede os Hoover Dam blev vi bremset af en lang kø, som varede lige til dæmningen og som vel tog 45 minutter at snegle sig igennem. Der var udsigt over Lake Mead, ifølge amerikanerne verdens største kunstige sø, vejen var tosporet (en hver vej) og det var nok årsagen til køen. Endelig fremme ved Hoover Dam parkerede vi (2$) og gik en tur ud på dæmningen fra 1935, som selvsagt også er (en af) verdens største. Det er et ret imponerende byggeri, absolut et stop værd.

Da vi nu var en del forsinkede var det lækkert, at Arizonas veje har høje fartgrænser (75 miles)og at der næsten ingen biler var. Vi nærmest fløj gennem smukke bjerge og ud over flotte sletter, først mod sydøst, dernæst mod øst og endelig efter en optankning mod nord mod Grand Canyon National Park, som først omfatter en stor skov, Kaibab Forrest.

Kl. 7 om aftenen kørte vi ind i nationalparken (20 $ afgift) og rullede frem gennem skoven. Der vistes af til højre mod Mather Point, vi parkerede og steg ud. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at dette var en af mit livs helt store oplevelser. Badet i aftensolen lå hele Grand Canyon for vore fødder, et fantastisk farvespil, svimlende dybder, utrolige former. Jeg hulkede af glæde og blev våd i øjenkrogene. I mit liv har jeg vel været bevidst om Grand Canyons eksistens siden jeg var 9-10 år, og i al den tid har jeg haft som et af mine store mål at stå her. Det var stort! Ordet bjergtagende er dækkende.

Vi skulle desværre finde et sted at sove, egentlig kunne jeg godt sove lige ved Mather Point, men det må man ikke. Vi fandt et motel til 72 $ pr. nat i baglandet og indlogerede os for 2 dage. Hotellerne på kanten (South Rim) var enten optaget eller for dyre. Da det var blevet mørkt (lidt efter 8) skulle vi ud at spise, og det blev pizza med rødvin; faktisk den første flaske rødvin siden vores ankomst; og i øvrigt rart med andet mad end burgers. Lidt shopping før lukketid (kl. 10) gav yderligere en flaske og nogle snacks, som blev nydt på trappestenen udenfor vores motelværelse. Næste dags program blev diskuteret, børnene og Neel hviskede lidt, for 6. juli er min fødselsdag!

Familietraditionen byder, at fødselaren vækkes med sang og flag, så jeg måtte "sove" lidt længere end normalt. Men så blev jeg vækket med Stars and Stripes og fik gaver fra alle. Det var jo dejligt; en af gaverne var (efter fælles aftale) en flyvetur over Grand Canyon; den vender jeg tilbage til. McDonalds stod for morgenmaden, og her var det smådyrt. En seddel forklarede, at der ikke fandtes naturligt vand i området, og at alt vand måtte hentes 100 km væk, hvilket gjorde vand 25 gange dyrere end andre steder. Se så smagte kaffen straks lidt bedre.

Kl. 9.30 tog vi til sydkanten, parkerede og gik ad Bright Angel Trail ned i kløften. Alle steder står der advarsler om farerne ved hiking i varmen, så vi var rimeligt forberedte med sodavand og almindeligt vand samt lidt snacks. Målet var at komme ned til den første "restpoint", hvor man kan få vand, og så gå tilbage. Det er 348 m nedad, og lige så meget op igen. Det er selvsagt en sti, der snor sig meget for at klare de til tider helt lodrette bjergsider. Fantastiske udsigter åbenbaredes; men det turen nok mest huskes for i vores lille familie er opturen, hvor Neel havde det meget hårdt. Det var utrolig varmt, der var kun lejlighedsvis skygge, stien støvede; hvorfor gjorde vi det egentlig? Jeg havde det pragtfuldt, Ole havde heller ikke problemer, men turen var for hård for pigerne. Den tog 45 minutter ned og 90 minutter op for Neel og Louise; hvilke er helt normalt. Ole og Laust gik væsentlig hurtigere opad, bl.a. for at kunne købe energidrik, som Ole så gik ned med til pigerne. Man kan ad den sti gå helt ned i bunden; der er 1600 meters højdeforskel, og man skal selv gå tilbage igen. Det er en todagestur, som Ole og jeg må lave med hinanden næste gang vi kommer her.

Efter et hårdt tiltrængt bad og hvile skulle vi af sted til Grand Canyon Airport, hvor vi skulle flyve med en lille Cessna-maskine med 8 sæder i 4 rækker. Turen kostede 244 $, og vores pilot hed Tony. Så måtte alt jo være i orden, og det gik da også helt fint. Vi var faktisk de eneste, der var med Tony, som tog et billede af os foran det lille fly. Turen varede i alt 45 minutter; men hvilke minutter.

Det var godt vejr, få smuktvejrsskyer, men mod syd var der truende skyer med regn. Flyet lå ikke ligefrem roligt i luften, især når det passerede canyonens kant rullede vi godt rundt p.g.a. varme luftstrømme. Men hvilket syn. Vi fløj i lav højde over landskaber af ubeskrivelig skønhed badet i solskin. Først over Kaibab Forest, så ind over Colorado River og dens sammenflydning med Little Colorado River. Den første er grøn, den anden var rød p.g.a. sedimenter fra bjergene; resultatet var en grumset flod i bunden af kløften, nedenfor lodrette sider vekslende med træklædte skråninger alt efter hvor bestandigt et materiale de skiftende bjergarter var opbygget af. Indtrykkene var så talrige, at det ikke kan beskrives her. Jeg tog masser af billeder, som kan danne baggrund for en uddybende fortælling om flyveturen. Vi fik altså den store rundtur, og jeg kan ikke forestille mig bedre måde at tilbringe sin fødselsdag. Eneste minus var, at børnene var generet af flyets urolige bevægelser; men de fik set det meste. Landingen var perfekt, og Tony blev takket for en pragtfuld oplevelse.

Igen blev der pustet ud et stykke tid, nogle sov, jeg skrev dette. Men vi skulle opleve mere. I den lille by vi bor i ligger Grand Canyon IMAX-Theatre, det er en biograf med et megastort filmlærred, der nærmest kryber om folk. Og de viste en film med titlen "Grand Canyon - The Hidden Secrets" (31$). Den nød vi i fulde drag. Dels beskrev den, hvordan Grand Canyon i skiftende tider var blevet beboet og opdaget af dels indianere, spaniere og amerikanere. Og med utrolig fascinerende billeder fra kløftens bund, hvor vi jo ikke har været. Fede billeder af, hvordan man tidligere sejlede og i nutiden sejler ned af den rivende flods "rapids" (=strømfald) var optaget i vinkler, så man næsten følte, at man var med.

Efter filmen var det tid til natur igen. Vi tog bilen og kørte til en nyt udsigtspunkt til Grand Canyon for at se solnedgangen over GC. Vi kom i god tid, fandt os en plads på kanten og kikkede på sceneriet. Det med kanten skal tages bogstaveligt for tre af os. Det lykkedes os ikke at få Neel til at sætte sig og nyde udsigten fra det sted, hvor den er bedst. En usynlig kraft hev hende væk fra kanten og ind i baglandet. Alle forsøg på at lokke hende var frugtesløse. Afgrunde har aldrig været Neels kop te; mine børn har heldigvis på det punkt arvet mit gemyt. Altså, når skidtet har stået der i 65 millioner år, så falder det nok ikke ned, når vi er der, og hvis det gør, så gælder det da om, at vi falder alle sammen!

Solnedgangen gennem skyerne gav et fascinerende lys over dette naturens vidunder, intet minut ved GC er spildt; det er stedet, hvor man får sat menneskets skrøbelighed i relief, det giver en fornemmelse af evighed, det er ubeskriveligt smukt.

Dagen blev afsluttet med cowboy-beefsteaks i The Yip Pee Y I O - steakhouse. Store bøffer, baked beans m.m. var en dejlig og dyr afveksling fra burgermaden fra alle de andre dage. Igen var der vin til maden, denne gang en rigtig god en.

Vi skulle forlade Grand Canyon, og gjorde det med maner. Kort efter starten af vores dagsrejse stoppede vi ved Desert Point, hvor der er et fremragende udsyn over GC.s østlige ende, både mod vest og mod nord. Det sattes yderligere i relief af en tordenbyge, som tårnede sig op lige sydvest for os, og som nærmede sig. Dramatiske farver og lige pludselig GC indhyllet i regn! Fra TV i går aftes har vi forklaringen på regnen. Et usædvanligt dybt lavtryk har sendt store fugtige luftmasser fra troperne (Mellemamerika) på afveje. Syd-Arizona var i går i undtagelsestilstand p.g.a. regnen kombineret med en støvstorm, som kom lige før regnen. Nå vi kunne bare sætte os i bilen og køre væk.

Kort efter GC kommer man ind i Navajo-indianernes reservat. Det er 1½ gang større end Danmark, bebos af 250.000 indianere, fortrinsvis i udslidte trailerparks. Indianerne havde langs vejen opstillet talrige boder, hvor man kunne købe smykker, lertøj, træskærerarbejder, tæpper o.s.v. Alt sammen "handmade". Hvis det passer, så er de flittige. Vi fik at vide, at især kvinderne laver dette arbejde om natten. Om dagen er de så ude at sælge sagerne. Udbuddet er kolossalt; noget et kitsch, lidt er rigtig pænt. Neel og Louise var i deres es; nu skulle de helt rigtige souvenirs købes. At der skulle stoppes 4 gange for at finde det rigtige var måske lidt voldsomt. På den anden side blev der stoppet lige så mange gange for udsigtspunkter og lignende. Dagens indkøb bestod i en flot krukke, som indianerpigen sagde var en traditionel bryllupskrukke, som alle unge piger lavede sig. Gad vide om hun kan blive gift, når vi nu har krukke. Desuden en ørn efter Louises valg skåret i noget hårdt træ samt et smukke med polerede sten til Neel. Drengene købte ikke noget, vi stolede blindt på pigernes gode smag.

Vi kørte langs talrige mindre canyons frem til Kayenta, hvor vi fik frokost. Her indhentede regnvejret os; men det satte bare helt andre farver på landskabet, så det generede os ikke det fjerneste. Nord for Kayenta skulle vi se Monument Valley, stedet som alle cineaster forbinder med John Ford og John Wayne, for her er der optaget så berømte film som Stagecoach og My Darling Clementine foruden andre. Vi var stadig i Navajo-land, så det er indianerne der driver stedet. Dels ville de have 10$ for at lukke os ind, dels står de for de guidede ture i Monument Valley til hest eller i jeep. Selv om man også godt må køre selv valgte vi en jeeptur på 1½ time med indianerchauffør for 60$. Vejens beskaffenhed taget i betragtning et godt valg.

MV er ikke rigtig en dal; i virkeligheden er det en slette, hvorfra der rejser sig røde sandstenstårne. Set nedefra er der først en skråning formet af nedfaldne klippeblokke og ovenfor denne skråning går det lodret op til en flad top. Samlet højde er ca. 300 m. Afhængig af størrelsen kaldes de "butte" (=de små) eller "mesa" (=de store). Den røde farve er gennemgående overalt, der er lidt grøn vegetation som er føde for indianernes dyr. Vores guide kørte rundt og fortalte, der var flere stop undervejs, bl.a. ved henholdsvis John Fords og John Waynes yndlingsudsigtspunkter. Indianeren fortalte om navngivningen af buttes og mesas. Nogle gange var det p.g.a. deres form, andre gange p. g. a. en aftegning på klippen eller er hulning. Stedet var indbegrebet af indianerland.

Vi var først færdig her kl. 4.30, så vi havde egentlig travlt herefter. Problemet er bare, at der er så utrolig meget at se. Man kan slet ikke stoppe til alt medmindre man tager et års orlov (god ide!). Vi fortsatte forbi Mexican Hat (navngivet efter en klippe) over San Juan-flodens nedskårne mæandre (=slyngninger), ud over en slette frem mod en 300 m høj lodret klippevæg. Kortet blev checket en ekstra gang, hvordan skulle vi dog komme videre? Da vi kom tæt på kunne vi lige skimte, at vejen slyngede sig op ad de mindste fremspring, så vi kunne fortsætte. En forunderlig oplevelse er det så, at når man er kommet op, så fortsætter sletten lige så flad som den var nedenfor. Det svarer stort set til en elevator i et stormagasin.

I mellemtiden var vi kommet ind i Utah, hvis sydlige del er et stort væld af nationalparker og seværdigheder. Vi kørte forbi flere, som ville have været en hel rejse værd; men vi må jo vælge. Og vejen havde vi i den grad for os selv, så vi kunne trykke den af med 80 miles pr time. Vi kørte langs canyons, gennem pas, over en bro ved Lake Powell, i bunden af en fantastisk rød sandstenscanyon over en 15 miles lang strækning, over ørkener nedenfor 3500 m høje bjerge. Og der var ikke en eneste by! Fra Mexican Hat til Hanksville, en strækning på 129 miles var der ikke en eneste by! Der var heller ingen butikker eller servicestationer. Der var ingenting ud over naturen, den gode vej og så lige os. OK, jeg tror vi så 10 biler, men så heller ikke flere. Det var som om det hele lå der bare for vores skyld, lige til at tage i besiddelse. USA er godt nok stort. Syd-Utah er en vild kontrast til Los Angeles' menneskemylder.

Først kl. 8 var vi fremme i metropolen Hanksville. I min guide kan man læse, at byen kun eksisterer, fordi der er så langt tilalle andre byer. Det tror jeg på. Der er i Hanksville 3-4 moteller, en restaurant og en butik foruden lidt huse. I alt 120 mennesker ifølge motellets bestyrer, en ung fyr fra New York på sommerferiearbejde. Jeg spurgte til telefon a.h.t. internetadgang, da der ikke var telefon på værelset, som i øvrigt kostede 45$ incl. myg i massevis. Han mente ikke, at nogen i hele byen havde sådan noget som Internet, og hans telefonstik kunne jeg ikke bruge, desværre, for I venter måske at høre fra os.

Vi spiste på restauranten, gik tilbage på værelset og orkede kun efter at have kørt de 350 miles at se TV og sove.

Jeg vågnede tidligt til lyden af morgenregn og den påtrængende airconditioning. Jeg foretrækker den første lyd, og det gør slet ikke noget med lidt regn i de tørre landskaber. Regnen gik nu hurtigt over, og efter en meget solid amerikansk morgenmad begav vi os ud på landevejen med retning mod vest. Vi skulle til Capitol Reef National Park, en af de mange i Utah og udvalgt fordi, den er nem at komme til uden omveje.

Der er tale om en 150 miles lang bjergkæde med meget dybe kløfter skåret igennem. Samtidig er det en af de første mormonbosættelser i Utah og der er noget så usædvanligt som en meget grøn samling af frugtplantager. Mormonerne var dog ikke de første beboere, på klipperne langs vejen var der petroglypher, d.v.s. tegn og billeder på sten malet af indianere for godt 1000 år siden. Bjergkæden var flot, kløften vi gik op i var dyb og blev snævrere og snævrere. I en lille guide stod der, at Butch Cassidy havde gemt sig der i sin tid, og det tror vi da på. Da vi nåede ind til det snævreste af kløften var den 6 m bred og klippevæggene tårnede sig 300 m op på begge sider. Der var advarsler mod at gå der i voldsomt regnvejr; det slap vi for på det tidspunkt; men det kan ellers nok være, at der kom regn senere. Flere meget kraftige byger prægede vores tur gennem det centrale Utah. Vi kørte over et pas på 8200 fod (=2500 meter) i silende regn; det var først da vi kom længere mod nord i retning mod Salt Lake City, at det klarede op og blev varmt igen.

Vi kørte igennem flere amerikanske småbyer, den ene grimmere end den anden. Småbyer og randområder synes præget af stagnation eller tilbagegang. Mange butikker er lukkede, bygninger er i ruiner, omkring folks boliger flyder det med bilvrag og skrammel. Enkelte huse er velholdte, nogle hysterisk idylliserede med hjorte og andre figurer i haverne foruden amerikanske flag m.m., som har hængt over fra d. 4. juli. Vores 250 miles dagsrejse sluttede i det sydlige Salt Lake City, hvor vi fandt et lækkert nyt hotelværelse for kun 55$+skat. Det er faktisk et fund, der er endda svømmepøl til ungerne.

En aftentur til Salt Lake Citys centrum med mormonernes tempel var ikke så dårligt. Vi drønede lige derind på motorvejen, vandrede lidt rundt på Temple Square, hørte noget af mormonernes kirkemusik i højttalere og gik ellers lidt rundt. I byens nordlige udkant ligger State Capitol, som stort set er en mindre kopi af Capitol i Washington DC, flot nok. Herfra udgår State Street, som faktisk strækker sig helt ud til vort hotel, der har adressen 12560 State St. Strækningen er på16 miles, altså ca. 25 km i fuldstændig lige linie med masser af by omkring. Det skulle vi stifte nærmere bekendtskab med på tilbageturen til hotellet, da et færdselsuheld lukkede motorvejen i sydlig retning. Trafikkaos, køkørsel, irriterende bilister uden køkultur; jo man bliver lidt irriteret. Dog ikke mere end at et par gode øl kan råde bod herpå, og så skal jeg jo også skrive dette til slægten og vennerne, som nu må være ved at gå til af bekymring. Men nu skal det være. Vi sender igen!

Som der står i min guide: "There is a fundamental lack of things to do (in SLC)". Så med god samvittighed forlod vi den rimeligt kedelige millionby, hvor de stærkeste øl man må sælge, højest må have 3,2 % alkohol. Det gik vestpå, ud over Salt Lake Desert, tidligere søbund og præget af salt i stedet for sand. De hvide saltaflejringer gjorde de første 80 miles specielle; det flimrede, der var fata morgana'er, så man hele tiden troede, at nu kom der åbent vand. Absolut et helt ubeboeligt sted; utroligt at pionererne for 150 år siden passerede denne ørken i hestevogne for at komme til Californien og guldfundene.

Ved Wendower passerede vi grænsen til Nevada, så straks dukkede der casinoer og saloons op. De har nok skullet servicere skinhellige mormoner, som på turen over ørkenen flere gange må tænke på, om det nu også er det rigtige de gør. For de vægelsindede er der flere gange på strækningen mulighed for at vende om på motorvejen og køre hjem til de max. 3,2 % igen.

Vi kørte så mod sydvest til Ely. Vi havde stort set vejen for os selv; der skete ikke meget, vi åd miles. I Ely tog vi en lille slapper med is og benzin for derefter at slå ind på Highway 50; "The loneliest highway in the West", som der stod på skiltene. Denne rute svarer til pionerernes rute for 150 år siden. Byerne ligger med 70-80 miles mellemrum; det har sikkert været en dagsrejse for en cowboy til hest, sandsynligvis to dagsrejser for hestevogne. Første by vi kom til var Eureka, en lille by, der var som taget ud af en western når bortses fra de allestedsnærværende biler. Flere bygninger var af stor ælde, bygget op i træ med verandalignende fortov, hvor man kan binde sin hest til. Da vi havde kørt ret langt checkede vi et mindre motel af; men valgte at takke nej, da det var mørkt og småt. Vi kørte så videre til næste by.

79 miles fremme kom vi til Austin, som lå lidt oppe i bjergene. Det var en om muligt endnu mere autentisk westernby, flere ældre huse, en meget flot retsbygning fra 1869, hvor der givet er afsagt mange dødsdomme. En flink motelmand gav os to små sammenhængende værelser (=suite) for 48 $, og fortalte, at byen tidligere levede af minearbejdere fra de omliggende miner, som lørdag kom ind og slog sig løs i de 15-20 saloons. Således oplyst skulle vi ud at spise.

I en gammel original træbygning (årstallet var vist 1874) spiste vi i den pæne afdeling. For der var nemlig både en saloon og en restaurant, indenfor forbundet af en gang, hvor det tydeligt markeredes, at man kun måtte komme i saloonen, hvis man var over 21. Det er jeg jo blevet for nylig, så da jeg skulle have en øl kom jeg ind i et helt autentisk miljø, hvor eneste forskel var diverse elektriske indretninger samt det, at den dobbelte svingdør var erstattet af en mere normal dør. Vi fik rigtig westernmad, store bøffer, diverse tilbehør, udmærket mad for 34 $ + drikkepenge. Typerne i saloonen og restauranten var også indimellem rigtig arkaiske, specielt en ældre mand med cowboybukserne hængende langt nede om lårene i en snor. Han havde et enormt langt skæg og lignede den grimme mand, som ofte optræder i cowboyfilm. Vi returnerede til motellet for at slappe lidt af; hvilket dog gik lidt i vasken p.g.a. træthed, vi havde kørt 400 miles den dag. Varmen kombineret med aircon'ens støj førte til en ret dårlig nattesøvn.

Der blev trods alt sovet længe, især børnene, som sov 11½ time til kl. 9.30. Om morgenen ændrede jeg vores planer lidt; i stedet for at køre direkte mod Yosemite National Park ville vi fortsætte ad Highway 50, forbi Carson City og Lake Tahoe frem til Placerville i hjertet af guldgraverdistriktet fra 1849.

Især omkring Lake Tahoe var der flot; vi kunne ovenfor den store sø se sneklædte bjerge i Sierra Nevada, som jo betyder snebjergene. Her ved søen når de op i ca. 3500 meter, længere mod syd kulminerer de i Mount Whitney på 4400 m. Nedbørsmængden her må være stor om vinteren, når der stadig kan ligge sne i den varme, vi har her i 2000 meters højde.

Dagen var en køredag uden større oplevelser; i Placerville checkede vi ind på et motel til 82 $ (weekendpris, 10 $ over hverdagsprisen). Værelset er OK uden at være super. Især Louise savner svømmepøl; det må vi se at finde næste nat. Placerville slår sig i markedsføringen dels på guldgraveriet, men faktisk mere på det faktum, at man her i de gode (?) gamle dage havde et træ i byen, hvor man rask væk klyngede hvilken som helst formodet forbryder op, uden retssag! Derfor hed stedet tidligere Hangtown, og i byens hovedgade findes der selvfølgelig en bar på det helt rigtige sted med navnet Hangman Tree's Bar, og på facaden hænger en dukke i er reb. Noget smagløst; men på den anden side, man skal jo heller ikke lyve sig fra sin fortid, hvor ulækker den end må have været.

Dagens kloge ord: "Det er forbudt at grine!" Lad den stå lidt og hør så baggrunden. Søndag formiddag i USA er åbenbart kirketid for en stor del af befolkningen, og Neel ønskede at overvære en amerikansk gudstjeneste. Efter forespørgsler fandt vi ud af, at det mest livlige ville være en katolsk gudstjeneste i vores by, så Neel blev sat af der mens vi andre pakkede. Det var en musikalsk gudstjeneste med meget stort besøg; næppe mange sognekirker i Danmark kan tiltrække et sådant publikum. Da vi andre skulle hente Neel kl. 11 var der ikke bare en ledig parkeringsplads i området. Vi dobbeltparkerede, og fik fat i Neel, så vi kunne komme sydpå ad Highway 49.

Denne highway går igennem El Dorado, det gamle guldgraverland. Flere steder var der indretninger til guldgraveri og -mining i bakkerne, som er klædt i vissent græs og fritstående løvtræer. Det hele ligger i ca. 500 meters højde, highway'en snor sig om bakkerne, der køres ikke alt for hurtigt. Vi passerer flere byer, hvor hovedgaderne stadig bærer præg af guldgravertiden; det mindede om Highway 50-byerne.

Målet var Sonora, rimeligt tæt på Yosemite, som vi vil besøge i morgen. Vi ankom tidligt (kl. 13.30), fandt et rigtig godt motel til 80 $ + tax; vigtigst var, at der var svømmepøl; det havde vi lovet Ole og ikke mindst Louise. Efter sen frokost hoppede vi alle i poolen, og vi havde det rigtigt sjovt. Faktisk så sjovt, at Neel grinede for meget! Kæben gik af led. Med et dybt tåbeligt udtryk i ansigtet begyndte Neel at slå sig selv på kinderne; intet skete, de var af led. Vi sprang op af svømmepølen, fik normalt tøj på og ræsede kl. 16 ind på Sonora Community Hospital's skadestue.

Her begyndte en proces, som bedst kan karakteriseres som en ægte oplevelse af det amerikanske sundhedsvæsen. Først er der checkin. Navn, adresse, problem, årsag etc. Så ventetid, ny person at snakke med, som spørger om de samme ting samt om hvordan vi vil betale. Jeg henviser til vores 1957 kr. dyre rejseforsikring, og damen vil checke et nummer, som jeg opgiver. Hun siger ellers, at normalt skal patienten selv lægge ud, og så få refunderet senere. Vores interesse kredser mere om at få behandlet Neel, som begynder at få ondt i kæberne. Efter 5 kvarter ser vi endelig en læge; hun kikker, stiller (de samme) spørgsmål, går, kommer igen, går, sygeplejerske lægger drop, lægen kommer med en kollega, og to kvindelige læger prøver så, sammen med en ca. 140 kg tung mandlig sygeplejerske (Eric)at få kæben på plads. Første egentlige behandlingsforsøg ligger altså 1 3/4 time efter ankomst; men alle er søde og venlige, så man bliver ikke rigtig sur.

Desværre kunne de to læger ikke klare sagen. De hev og sled i Neels kæbe sammen med Eric mens hun var halvbedøvet, men de kunne ikke rokke kæben ud af stedet. Nye forsøg var forgæves, og de meddeler så, at specialisten tilkaldes. I mellemtiden var klokken blevet 7, der var altså gået 3 timer. Vagtskifte hos sygeplejerskerne, hyggelige Eric gik, Marsha kom til. Sød og rar; men hvor blev specialisten af. Kl. ca. 19.45 dukkede han op. Nye spørgsmål, også til vores rejse i almindelighed, så et forsøg på behandling. Lægen DuBose samt Marsha tog voldsomt fat om Neels hoved efter at hun var blevet kraftigt bedøvet. Første gang gik det ikke, anden gang (kl. 20) brugtes der flere kræfter, og endelig smuttede kæben på plads. Neel mumlede, uhyre omtåget, men på engelsk en tak til lægen, som så smuttede. Herefter skulle Neel sove bedøvelsen ud, og vi stod med yderligere 3-4 kvarters ventetid.

Da Neel endelig var klar igen blev jeg bedt om at gå til kassen. Her bryggede de en regning sammen; jeg kunne så nogenlunde følge med, og så, at den ville blive stor. Damen ved kassen bad så endelig om 470 $, og hun var noget rystet, da jeg sagde, at den ville jeg ikke betale. Hun spurgte efter kreditkort, men jeg henviste så til forsikringen. Jamen den havde de kontaktet, og de havde ikke hørt noget om betaling fra dem, og jeg kunne bare lægge ud og så få refunderet, når vi kom hjem. Det var jeg ikke tilfreds med, 470 $ er også en slags penge, så jeg bad om at låne telefonen, ringede til IHI, International Health Insurance i København og spurgte deres døgnvagt, om ikke de dækkede udgiften. Jo, da; men de ventede bare på en svarfax fra sygehuset, hvor der stod en diagnose, samt svar på uddybende spørgsmål. Det lykkedes mig at få lægen kaldt til telefonen, og hun stillede så diagnosen, og på IHIs spørgsmål om trang, svarede lægen, at det var absolut nødvendigt med behandling. Herefter var det heldigvis bare papirarbejde. Faxproblemer, det at specialisten var ikke kommet med på regningen, diverse ting, opholdt os yderligere en 3 kvarters tid; men grundlæggende var tonen ændret; nu skulle vi ikke betale mere! Puha!

Kl. 21.25 kunne vi forlade hospitalet, vildt sultne, med alle pengene i behold og med Neel sat på plads. Neel må så ikke spise andet end tyggefri mad i 48 timer, og hun må ikke grine eller gabe. Hvad hun får sværest ved vil tiden vise; men vores oplevelse af det amerikanske sundhedsvæsen var både skræmmende og positivt. Skræmmende p.g.a. bureaukratiet og pengefikseringen, positivt p.g.a. den venlighed vi mødte.

Neel havde det fint, da vi stod op. Vejret i Sonora var på vej til hedebølge, kl. 8 var der allerede 31 grader, prognosen sagde 40+. Så sagens program var en lang tur ind til Yosemite-nationalparken, hvor det givet ville være køligere. Vi havde opgivet at forsøge at skaffe overnatning i selve nationalparken, så vi måtte køre de ca. 80 miles derind gennem et bjergrigt landskab. Der var godt nok mange sving!

Kl. 11 var vi der, skulle betale 20 $ for at komme ind, og kørslen derefter foregik med næh, ih, åh-udsagn for hvert minut. Lidt dystert var det at køre gennem en større område, hvor en skovbrand i 1990 havde udryddet alt liv på en hel bjergside. Kun mindre buske var nu indvandret i det næsten døde område, hvor svedne stammer stræbte mod en varm himmel. Yosemite Valley er lavet af gletschere, som har skåret sig ned i et granitfjeld. Derved er der skabt en U-formet dal med næsten lodrette sider, hvorfra der vælter flere vandfald ned. Stedet er også et af de landmarks, som jeg har haft med mig siden min barndom, et af de steder, som jeg bare skal besøge.

Da vi nåede dalens bund parkerede vi bilen og benyttede os derefter af gåben og den gratis shuttlebusrute, som med meget korte intervaller kører rundt og stopper de interessante steder. Det er meget behageligt i dalen trods varmen, meget høje og tætstående fyrretræer sørger for behagelig skygge. Vi stoppede bl.a. ved et sted, hvor en flod havde dannet et antal øer. En herlig lille vandretur i dalens bund, hvor store træstammer lå over floden og indbød til balancegange, hvor sten indbød til spring. Egern pilede gennem skovbunden, stoppede op, kikkede sig omkring og spiste lidt. I det hele taget et sted, hvor små og store børn kan hoppe rundt.

Vi faldt i snak med en amerikansk dame, faktisk har vi udvekslet adresser, som var meget rar og venlig, som de fleste amerikanere er. Børnene sprang rundt, hun virkede lidt bekymret ved deres balanceakter, så jeg sagde for spøg, at de nok bliver ved til de har slået sig. Ikke mere end 2 minutter senere havde Ole fået sig en større hudafskrabning på det ene ben. Ikke så godt, vi badede såret i det rene flodvand og kom videre med bussen.

Næste stop var et gammelt højfjeldshotel med al form for luksus fra dengang, hvor penge betød alt. Videre til et Visitors Center, hvor der var modeller af dalens opbygning, film der viste en flodbølges ødelæggelser for et par år siden, en anden hvor dalens dannelse visualiseredes. Endelig stop ved en butik, hvor der kunne købes souvenirs m.m. Dalen er noget overrendt, den bedste måde at opleve den på er nok at bo der, og så bruge tid og energi på at komme væk fra dalbunden, vandre op til vandfald, kravle op af stejle sider, opleve naturen. En risiko er dog de mange sorte bjørne, som bor i dalen. Især om natten er de nærgående, plyndrer telte og biler hvor de kan komme til det. Og vi har desværre ikke tid til at få nærkontakt med bjørne.

Vi kørte dernæst en halv times tid til et udsigtspunkt over dalen, Glacier Point. Det var bestemt omvejen værd, en vildt fantastisk udsigt over hele dalen fra et punkt 2200 m.o.h. og 1000 meter over dalbunden. Og klippen går så tæt på lodret ned, at man ikke skal tage meget tilløb for at ramme dalbunden nedenfor. Vi undlod dog at afprøve dette, da vi skulle videre til en del af bjergskoven, hvor der står Giant Sequoias, de kæmpestore fyrretræer, som kan blive flere tusind år gamle.

De ligger ved Wawona syd for Yosemite, samlingen af Sequoias hedder Mariposa Big Trees Grove, og der var godt nok også mange sving hen til det sted. Træerne er meget store, diameteren på stammen er ca. 5 meter nederst, og de højeste træer i denne del af skoven er 88 meter høje. Koglerne fra træerne er ca. 30 cm lange og 12 cm tykke, men man må ikke tage dem med sig, ligesom man ikke vil have folk helt hen til træerne for at snitte navne eller andet dumt. Træet er ellers immunt overfor svampe, insekter, brand m.m., så de er ikke til at slå ihjel. Derfor bliver de også så gamle. Op til 3200 år har man beregnet. Deres eneste svaghed er deres størrelse kombineret med et rodnet, som har tallerkenform og ikke når særligt langt ned. Det svarer til at have en knappenål med fladt hoved til at stå oprejst. De klarer sig så ved at stå tæt o på den måde støtter de hinanden. Et væltet træ (det levede i 2700 år) af uhyre dimensioner måtte man godt gå hen til, så de obligatoriske fotos af børnene røg i kassen. I en brochure for stedet vistes et billede af samme træ taget i 1880'erne, hvor et helt kavaleri stod opmarcheret på den faldne kæmpe med heste og det hele. Og træets nedbrydning foregår over flere hundrede år, da træet er meget massivt. Det har været eftertragtet som tømmer, men heldigvis er det lykkedes at bevare mange af disse kæmper. Oppe i det nordlige Californien, hvor vi nok ikke når op denne gang, der står de endnu større Redwood-træer. Flere tømmerfirmaer er efter dem; men nogle økoflippere, som vi naturligvis sympatiserer med, er flyttet op i træerne for at stoppe hugsten.

Efter disse oplevelser var der langt hjem til motellet, men 2½ time og ufattelig mange sving senere var vi i Sonora, hvor aftensmaden stod på luksuspizza og rødvin i værelset.

Tirsdag d. 13. juli

Vi sov rigtig længe efter gårsdagens store tur, så først lidt i 11 checkede vi ud. Vi kørte forbi hospitalet for at høre til om bureaukratiet havde nået en ende. En venlig dame og en sur dame snakkede med os. Nej, sagen var uafsluttet, de ventede på en regning fra en af deres egne læger; nej, de havde ikke fået penge fra Danmark; men ville vi betale nu. Nej, det ville vi ikke; (den sure så surere ud, den venlige så stadig venlig ud) men vi forsikrede om, at vores forsikring var god nok, og i øvrigt skulle vi nu forlade Sonora. Den sure så surest ud, den venlige var rigtig venlig; rart at møde amerikanerne.

Der var kun 140 miles til San Francisco, så vi regnede med en nem køretur, og det gik da også fint nok. Lidt efter 2 passerede vi Bay Bridge fra Oakland til SF og vi forlod så motorvejen for at finde et motel eller hotel. Efter en forespørgsel på en tankstation fik vi udpeget Lombard Street i det nordlige SF som stedet, hvor man kan finde noget. Af sted derop, det ligger nær Golden Gate Bridge. Vi afsøgte hele gaden for moteller, der var rigtig mange; Neel sprang ind flere steder mens jeg dobbeltparkerede udenfor; Neel fik den nedslående besked, at priserne lå på 100-130 $ pr. nat. Og Louise fik beskeden, at ingen steder havde pool. Det var hun meget nedslået over, og vi forsøgte så at lede efter overnatning i South San Francisco, hvor vi tænkte, at der måtte det p.g.a. afstanden være bedre og billigere. Men nej, enten var det lige så dyrt, dyrere, optaget (hvor der var pool) eller ikke særligt attraktivt. Så det skulle vi ikke have gjort

Slukørede og med trætte børn vendte vi tilbage til Lombard Street, hvor der i det mindste var den fordel, at vi var inde i byen, vi havde parkeringsplads og var midt i områder med offentlig transport. Og der var storbyatmosfære. Vi checkede ind på Marina Motel i Lombard Streets vestlige del for 119 $ + tax. Hundedyrt for en lille suite med to værelser og et badeværelse, men hvad gør man ikke, når man har brugt 2½-3 timer på et finde overnatningssted. Der er nogen gadestøj, men hvis man er træt nok kan man falde i søvn på en myretue. Og lige udenfor kan vi få opfyldt alle vores behov for mad og underholdning. Så det er slet ikke så galt, og vi har foreløbig taget 3 nætter her. Og jeg fik den anden nat ved en opringning til Danmark banken til at fjerne alle begrænsninger på vores VISA-kort, så hvis det er dyrt nu, skal vi bare leve billigt en anden gang. Så kære slægt og venner, vi kommer gerne til middag en lørdag aften!

San Francisco er væsentlig koldere end de andre steder vi har været. Morgentågen ligger til først på eftermiddagen og temperaturen kryber ikke meget over 20 grader, lidt afhængig af hvor langt man er fra Stillehavet og Golden Gate. Så påklædningen er ændret fra shorts til lange bukser, og trøjer og vindjakker er altid med på udflugter. Og San Franciscos egne indbyggere er også mere påklædte end vi har set andre steder. Alligevel er der masser af gadeliv; byen opfører sig som om der er 5-7 grader varmere; fortovsrestauranter fyldes, der siddes på plæner, alle er klar til at nyde vejret.

Første udflugt gik nordpå, over Golden Gate, til San Raphael, hvor Frank Lloyd Wright har tegnet Marin Counties Civic Center. Det er et stort og meget smukt byggeri, der ligger som buer over høje. Det indeholder alle mulige offentlige funktioner, adskillige retssale, bibliotek, offentlige kontorer. Alle i gennemført design og med udsøgt materialevalg. I min guide havde jeg læst mig til, at der var gratis (!) rundvisning om onsdagen kl. 10.30, så vi sørgede for at være der. To søde damer viste så rundt og fortalte varmt om dette "masterpiece", som FLW desværre ikke levede længe nok til at se færdigt. De fortalte også om en tragisk episode, hvor nogle fanger i en retssal i 1970 tog en dommer som gidsel. Politiets befrielsesaktion blev blodig, 3 fanger og en dommer døde. Siden fik man bygget et nyt fængsel til 400 fanger lige ved siden af, bygget ind i en høj, så man slet ikke kan se det, og med et sindrigt gangsystem, så fanger transporteredes for sig og dommere m.fl. ligeså. Ved at bygge på den måde spolerede man ikke FLWs bygning. Neel og jeg nød meget at se dette eksempel på FLWs arkitektur.

Anden udflugt efter frokost gik til Exploratorium, som svarer til Eksperimentarium i København. Der var masser af ting at afprøve, rigtig mange til at demonstrere stort set ethvert fysisk, optisk, kemisk eller biologisk fænomen. Alligevel var det ikke helt så sjovt som Eksperimentarium, der var for få ting, som flere personer kunne gøre samtidig. Selv om San Francisco kom først, så kan de også godt være tilfredse i København.

Efter en eftermiddagslur for pigerne og almindelig adspredelse for drengene, TV og læsning, blev klokken 6.30. Så skulle vi i byen. Vi tog en taxa til toppen af Russian Hill op ad de vildt stejle gader, hvor man skal stoppe ved hvert kryds, se sig godt for og så videre op. På toppen var der en flot udsigt både mod øst og vest, hvor vejen gik ned. Amerikanerne lægger stort set konsekvent deres gader i kvadratnet, og hvis der er en bakke, ja så bliver gaden stejl. Og bilerne parkerer på tværs i de stejleste af gaderne. Jeg skønner, at der er stigninger omkring 30 % masser af steder.

Vi gik så fra toppen af Russian Hill ned mod North Beach, som er italienerkvarteret; her ville vi gerne have en god pizza, og det fandt vi på Columbus Avenue. Næste mål var Chinatown, hvor alle gade- og butiksskilte er dobbeltsprogede. Butikkerne er fortrinsvis souvenirshops med enkelte kvalitetsbutikker imellem, som er ret dyre. Der er selvfølgelig også restauranter, ligesom man har sine egne banker, bibliotek m.m. Måske kom vi lidt for sent på dagen, der var i hvert fald ikke så meget gang i gaderne som forventet.

Næste kvarter var det stort set fladtliggende Finansial District, hvor pengemagtens huse stræbte mod himlen. Højest er TransAmerican Pyramide, som er ca. 200 meter høj. Det er en sylespids pyramide, som afviger markant fra alle de andre skyskrabere, der er firkantede klodser. Næsten alle har en 2-3 gange normalhøjde på nederste etage, så der bliver plads til store glasdækkede lobbyer, hvor marmor, granit og andre flotte materialer giver glatte og kolde overflader. Man vil nok føle sig lille, når man henvender sig ved skranken. Dette kvarter går gradvist over i Nob Hill, hvor det er de store eksklusive hoteller, der dominerer på nu igen stejle gader. Vi begyndte at lede efter en taxa igen for ikke at skulle traske alt for meget op ad bakke. Efter en tur med en meget venlig og meddelsom taxachauffør var vi tilbage ved motellet kl. 10.30, mættede med indtryk.

Der blev sovet lidt længe af de tre yngste familiemedlemmer; jeg havde som vanligt tid til at læse på lektien i min guide, denne gang 1½ time. Kl. 9.30 var der lidt liv, så en time efter var vi af sted igen. Målet var Berkeley University, så vi skulle over Bay Bridge til Oakland og så lidt mod nord. Først kørte vi dog igennem onsdag aftens rute i vores egen bil. Op ad de stejleste, ned ad Lombard Street, der er så stejl, at der er lavet serpentinersving på en strækning med hastighedsbegrænsning på 5 miles! Fint nok. Jeg synes amerikanske byer er nemme at finde rundt i; mange af gaderne er dels logisk navngivne (Main St., 2. St., 3. St. ....) dels kvadratatisk udlagte, dels velskiltede. Med lidt forudgående læsning, så man kender stednavne til husbehov; så klarer jeg mig helt uden kort. Da vi var ankommet til Berkeley parkerede vi på en betalingsparkeringsplads, sådan nogen er der mange af. Gratis pladser er der utrolig få af. Til fods gik vi op til campus (=universitetsområdet). Det er en stor park med masser af eksotiske træer og store tunge, akademiske og søjletunge bygninger, for det meste i gråt beton. Personligt synes jeg, at Århus Universitet er kønnere; men vejret her er bedre; afstanden til Stillehavet er også betragtelig i Berkeley. Vi søgte mod Campanilen, det klokketårn, som er vartegn for universitetet. Elevator knap 90 m op, vidt udsyn, OK. Ned igen og ind i Arkitektskolen. Vi spurgte os lidt frem og endte på syvende etage, hvor en del studerende sat og arbejdede med projekter af den ene eller anden slags. Neel snakkede en del med en af dem; men bygningen som sådan var uinteressant.

Det er lidt svært at se, at dette sted skulle være progressivt og oprørsk; men det var her den amerikanske protest mod Vietnam-krigen startede, somme tider gik det så hårdt til, at tåregassen drev rundt i gaderne mens Nationalgarden stod med skudklare våben. Nu virkede her bare idyllisk, studerende af alle racer gik rundt med bøger under armen, selv om det p.g.a. sommerferie kun er et fåtal, der er aktive for tiden. Vores børn var nu ved at være utålmodige; "Hva' sjovt er der ved det?", så vi forstod vinket. Vi forlod Berkeley og vendte tilbage til SF over Bay Bridge.

Vi søgte mod Fishermans Wharf, et rigtigt penge-op-af-lommen-sted, hvor parkering alene kostede 5½ $ pr time. Det er en gammel fiskerihavn, som nu helt er omdannet til forlystelsessted, molerne (=piers) er nummererede, og ved pier 39 er det rigtigt livligt. Børnene synes straks meget bedre om det. Eneste rimeligt ægte seværdighed er de søløver, som har overtaget nogle pontoner ved pierens yderende; en 20 stykker lå og solede sig, jo solen var fremme nu og for de næste 4-5 timer. Ellers er det en blanding af souvenirshops, restauranter, isbarer, spilarkader og enkelte attraktioner a la simulationer, hvor film kombineres med bevægelser af de stole, man sidder i. Formålet er naturligvis af give en realistisk fornemmelse af bevægelser, og det er faktisk ikke dårligt. Selv mindre bevægelser af stolene virker som helt voldsomme bevægelser, når de kombineres med de visuelle indtryk fra kæmpelærredet foran. Vi havde det sjovt i mange timer, børnene især, og som forældre forstod vi, at her skulle ikke jages, selv om vi måske havde lyst. Vi spiste aftensmad der og forlod først pier 39, da klokken var 20.15. På det tidspunkt var det ved at blive rigtigt koldt, selv med trøjer på, så motellet syntes at være det bedste sted. Hjemme igen, lidt vin, fritter nede fra hjørnet, denne mail. Godnat.

Vi har lovet børnene at komme igen på Fishermans Wharf, men først på søndag. Og der er da også andet for børn og barnlige sjæle; vi fik tippet fra den venlige taxachauffør den anden aften. Nemlig Metreon i Yerba Buena Cultural Center. Vi kørte derind i vores gode bil, parkerede for 12 $ og søgte først et spisested til laveste fællesnævner = McDonalds. Det er ved et af byens hovedstrøg Market St., hvor en masse mennesker samles. Og dermed også de åbenbart uundgåelige hjemløse tiggere. De er ikke påtrængende, de er der blot og minder en om, at ikke alt er godt i denne verden. Ikke mange giver dem noget, måske er de der mest for at få læ eller være på en varm rist. Aldersmæssigt ligger de omkring 50; alle er mænd; er det vietnamveteraner med traumatiserede liv? Jeg har ikke lyst til at spørge, vi gyser alle lidt.

Yerba Buena Cultural Center fylder en hel blok og består af meget moderne glas-stål-bygninger og haver i flere niveauer, hvor grønt, granit og kunstige vandfald skal give en rolig plet i storbyens vrimmel. Her er da også rart; et sted mindes Martin Luther King med citater fra hans borgerrettighedskamp. Metreon er åbnet for 4 uger siden, og det er et sted, hvor Sony, Microsoft og andre indenfor spil- og computergenren har deres udstillingsvindue. Man kan gratis afprøve spil hos Microsoft og Sony, ligesom man naturligvis også kan købe spil, udstyr og souvenirs. Internetadgang er gratis; men det kan nu ikke ophidse os. Andre steder koster det penge, det er bl.a. i afdelingen for simulations- og skydespil. Endvidere er der en lang række superbiografer og nogle attraktioner, mest for mindre børn, hvor børnebøger er blevet animeret. Et sted som Louise og jeg prøvede foregik det i 3D, ved hjælp af et par briller. Neel fik lov til at gå over på den anden side, hvor MOMA, Museum of Modern Art, er dels en meget karakteristisk arkitektonisk perle, dels selvfølgelig udstilling af moderne kunst. Der havde Neel 1½ time mens vi andre legede.

Man kan også få nok af spil, så ud på eftermiddagen kørte vi en tur til Golden Gate Park, som strækker sig 5 km øst-vest og 1 km i bredden, ganske tæt på centrum. Man kan selvfølgelig gå, jogge eller rulle rundt, men vi kørte altså i bil; først hen af Martin Luther King Drive mod vest, hvor parken slutter ved Stillehavet; og så mod øst af John F. Kennedy Drive. Foruden diverse museer er der Japanese Tea Garden, Botannical Garden, Arboretium samt en fold, hvor en flok bisonokser kan gå rundt. De lå nu bare ned som brune uldtotter, da vi passerede. Hele parken er fyldt med store træer, hvoraf vi kun kan navnene på de færreste. Det er en vegetation, der minder om den vi finder ved Middelhavet; men træerne er væsentlig større.

Herefter kørte vi gennem bøssekvarteret Castro. Det er nogle blokke, hvor man dels stort set kun ser mænd, flere med hinanden i hånden; og hvor nogle butikker har udstillet erotisk herreundertøj (?!) i vinduerne. Andre steder kan man sikkert finde det, der er værre; men vores børn var ikke oplagte til at dykke ned i dette kvarter, som "vist nok ikke er for børn". Det var selvfølgelig også i orden; man kan jo heller ikke sige sig fri for en vis forlegenhed over alt for synlig udstilling af seksualitet, lige gyldig arten.

Vi returnerede til motellet og samlede kræfter til aftenen. Ikke at der skulle ske noget særligt, vi skulle blot ud at spise. Vi fandt en rimelig autentisk italiensk restaurant i vores kvarter, hvor værten dels hilste velkommen og senere farvel på italiensk, dels var meget flink og som mange italienere, tydeligt glad for børn. Måske er det bare kundepleje; men stedet var velbesøgt. Vi måtte faktisk vente en lille halv time på at få et bord; men hellere det end at sætte sig ind et sted, hvor der ikke er nogen stemning. Maden var meget velsmagende, lidt dyr måske. Generelt har vi oplevet, at det stort set koster lige så meget at spise ude på gode steder, som det koster i Danmark. Umiddelbart virker det lidt billigere; men når tax og tips er kommet oveni, så er der ikke nogen nævneværdig forskel.

Dagen var udset til en længere udflugt nord for San Francisco, så vi stod tidligt op; faktisk forlod vi motellet allerede 9.15. Det er meget tidligt for børnene. Men vi nåede at få med fra fjernsynet, at John F. Kennedys søn, JFK Junior, var styrtet ned i havet med sin kone, en svigerinde og en flyveinstruktør på vej til et bryllup i Kennedy-klanen. Det er noget der kan rydde sendefladen herovre; utallige eksperter udtaler sig om flyet, vejret og forholdene i øvrigt, ligesom hele Kennedy-klanens mange tragedier rekapituleres på alle nyhedskanalerne.

Golden Gate Bridge for 3. gang; et nyt indtryk af broen takket være tågen, som skjulte toppen af kabeltårnene. Nordpå ad Highway 101, så mod nordøst til Napa Valley; centrum for USA’s bedste vinavl; og dermed også noget af Verdens bedste vin. Masser af vingårde tilbyder sig med smagning og rundvisninger. Fra min guide har jeg tippet om at besøge Mumm Napa Valley Winery som ejes af Mumm Champagnehuset i Frankrig. Vi fik først smagsprøver på deres 3 champagnetyper samt en rødvin. 7½ $ pr. voksen næse; børnene fik en sodavand (=lang næse?). Meget velsmagende og helt rigtigt tempererede champagner, som var en fin optakt til en uhyre interessant rundvisning, hvor en veltalende guide viste produktionsfaciliteterne frem støttet af video, som fx. viste høsten i september, der blev foretaget med flere hundrede migrantarbejdere, som starter i foråret i Mexico og så arbejder sig mod nord synkront med høsttidspunktet for druer og frugter. Umiddelbart får de vist en rimelig timeløn, det oplystes, at 6 timers arbejde gav ca. 1100 kr., men hvis de kun har arbejde halvdelen af året, så er det ikke meget for en dags slid. De mange særlige produktionsprocesser for champagnen demonstreredes, igen hjalp video til. Efter 3 kvarter var rundvisningen slut og vores smagsprøver forduftet, så vi efter købet af en god flaske til sidste aften kunne begive os ud på vejen igen.

Næste stop var en Old Faithfull Geyser i Napa-dalens nordlige ende ved Calistoga. Der er 3 geysere i USA, som springer med regelmæssigt mellemrum, denne her med 14 minutters intervaller. Familien kom ind i området for 14 $; man kunne sidde og spise sin medbragte mad, hvad vi gjorde, og når så tiden nærmede sig gå nærmere for at se fænomenet. Fra en stensamling i en lille naturlig pool stiger gradvis mere og mere damp op; så kommer der kogende vand (ca. 210 grader C) op i en 20 meter høj søjle, som varer ca. 2 minutter, hvorefter geyserens udbrud er ovre. Baggrunden for geyseren er vand i undergrunden, som opvarmes af ved kontakten med et magmakammer flere hundrede meter nede. Vi så sceneriet 3 gange, og tog så videre til et nyt eksempel på vulkansk aktivitet. Det drejede sig om en forstenet skov, der er opstået ved at en Redwood fyrreskov er blevet væltet af et voldsomt vulkanudbrud i en nærliggende vulkan for 3 millioner år siden. Træstammerne er så blevet begravet af vulkansk aske m.m., som med vand som aktiv medvirkende gradvis har erstattet det organiske materiale i træerne med en silikatopløsning, der næsten celle for celle har bevaret den oprindelige struktur, så man kan se årringe, bark og så videre. Man har så udgravet flere af stammerne. De største er 2½ meter i diameter og 60 meter lange. Skilte oplyser, at det er verdens største forstenede træstammer, så det må jo passe. En lidt tilbageholdende seværdighed, ikke for overrendt, ikke for showagtig.

Videre gik det ad mindre veje gennem kystbjergene mod Stillehavet. Vi havde meget optimistiske taget badetøj med, egentlig med henblik på Stillehavet; men vores vej gik gennem Russian River-dalen, og her viste det sig, at kombinationen af godt vejr (24 grader C) og varmt flodvand havde lokket masser af mennesker i vandet; så vi blev også fristet til at bade i floden. Ikke dårligt, og bestemt 10 grader varmere end Stillehavets vand længere mod vest. Efter en times tid kørte vi videre mod Stillehavet, som vi nåede lidt før kl. 6. Næste mål var Sea Ranch, en arkitektonisk perle af Charles Moore, som Neel gerne ville se. Her var der godt nok mange sving igen. Vi kørte på kystbjergenes nedre skråninger, mod vest havet med fritstående klipper og lodrette klinter, mod øst bjergene med gult græs og enkeltstående træer. De mange sving afslørede hele tiden nye åh-åh-oplevelser i strålende modlys, skiftevis med dyk ind i en kløft, hvor store træer næsten slugte alt dagslys. Selve Sea Ranch er en gruppe ferieboliger for velhavere, som hænger på bjergsiden ovenfor Stillehavet. Alt er bygget i cedertræ, som af vejr og vind er farvet gråt. Natur og bygninger står utrolig godt til hinanden, så Neel fik sig en ægte oplevelse. Vi kunne også komme indendørs i en centerbygning bygget i samme stil; Neel omtaler det som hus-i-hus-stilen, som er karakteristisk for Charles Moore.

Først godt 7 var vi klar til at se os om efter et spisested; problemet var bare, at kyststrækningen er meget øde. Så sydpå igen ad de mange sving. Hvor Russian River munder ud i Stillehavet stoppede vi for at se på de mange sæler, der lå nedenfor os på nogle store sandbanker. Videre til Bodega (!) Bay, som ikke helt levede op til navnet. Det er en fiskerby, hvor restauranterne specialicerer sig i seafood til meget høje priser. Ikke rigtig noget for os, så trods stigende sult kørte vi videre, og efter at Highway 1 var drejet ind i landet havde vi held med os. En italiensk restaurant (mindre autentisk end den fra i går) med rimelige priser; Antipasta, Minestrone, salat og pastaret (lasagne) for en lille 10'er. Vi var reddet, klokken var lidt i 9, og sulten var kolossal. En meget sød servitrice sørgede for os på bedste vis, så kl. 10 var vi godt rustede til den sidste times kørsel ind til San Francisco. Vi faldt meget, meget hurtigt søvn, dog først efter en lille checkup på JFK-ulykken, hvor man stadig ikke havde fundet vraget.

Der blev sovet rigtig længe. På sengen fik vi status på JFK-ulykken; man havde kun fundet få vragrester, men det holdt ikke TV tilbage; der var flere eksperter med analyser, billeder af folk, der samledes i sorg etc. etc. Vi slås lidt om, hvorvidt vi skal se nyhederne eller en af de utallige tegnefilm, som Ole aldrig synes at blive træt af. Ole vinder igen, og jeg får god tid til at skrive dette.

Søndag er vores sidste dag herovre, vi er dels høje af at være her, dels vemodige ved at skulle af sted. Søndag var kirkedag ude på landet (Placerville); men det synes at være indkøbsdag i San Francisco. Vi shopper selv efter de ting, som er dyre mærkevarer i Danmark, men dagligdags ting i USA. Med vilje kører vi til et lidt beskedent kvarter (Potrero), hvor der bliver talt mere spansk end amerikansk. Et indkøbscenter har allerede sidst på formiddagen stort set fyldte parkeringspladser. Først køber vi lidt i en fødevarebutik til det sidste døgn og til at tage med hjem. Bl.a. kæmpeflasker af Tabasco-sauce, vi er en familie med hang til krydderier på tilværelsen. Det meste tid bruges dog i Ross, som vel nærmest kan sammenlignes med "Tøj og Sko" bortset fra, at det er kæmpestort her. De fører Levis, Lee og andre denimmærker til 35-50 % af listeprisen! Det kan virkelig betale sig. Vi kommer ud af forretningen med 3 par Lee, et par joggingsko af solid kvalitet, et par Laker-basketballshorts samt et junior-baseballbat (!!) for 550 kroner. Blot fik vi ikke noget til Louise, så ind i naboforretningen Navy Clothing, som sælger sit eget mærke og ikke andet. Her fandt vi smarte denim-bukser samt en bluse til hende for 200 kroner. Vi synes virkelig, at vi der fik scoret nogle gode tilbud; så efter en sen frokost vendte vi tilbage til motellet - helt tilfredse med os selv.

Sidste aften var så helliget familiehyggen på Fishermans Wharf, som vi nåede med taxa. Børnene fik en stak spille-tokens hver, så de kunne more sig mens de gamle drak kaffe. Det var mægtigt populært og varede en god times tid. Dernæst skulle vi udsøge os den restaurant, som skulle kaste kulinarisk glans over vores sidste aften. Valget faldt på The Crab House, hvor seafood kunne kombineres med Italian. Som navnet siger er specialiteten krabber, som vi dog afstod fra p.g.a. vores pengepung samt den noget uoverkommelige opgave at skulle fravriste en hel krabbe med garanteret mindstevægt på 2 pund de få hundrede gram reelt kød, som fortrinsvis sidder i benene og i klosaksene. Ved et nabobord påtog et ungt par sig opgaven for os, så vi kunne kikke. Vi spiste så i stedet Butterfish, Salmon and Halibu Fish. Bortset fra det midterste, så var det også nyt for os. Det hele var krydret med rigeligt hvidløg, så det var perfekt til vores rødvin. Vi evaluerede vores rejse og havde det dejligt. Der røg 100 $ på The Crab House, så i løftet stemning strømmede vi ud i natten, forbi en lang række souvenirshops, hvor vi nøjedes med at ose. Vi ville have en taxa tilbage, men nu var det blevet så sent, så nattelivet var rigtig i gang. Hver eneste taxa var optaget. OK, vi kan da gå, sagde jeg, vel vidende at der var langt. Mismodet var lige ved at få overhånd, men redningen dukkede op på bakken, en bus nr. 30! Vi spurtede over boulevarden, op i bussen, checkede destinationen og hyggede os tilbage til motellet for 2,70 $. Egentlig burde vi nok have brugt busserne noget mere; men vi er jo magelige.

På motellet nød vi champagnen indkøbt dagen før, og vi fortsatte med evalueringen af vores tur. Louise kunne bedst lide Disneyland, Ole satte Las Vegas i toppen, Neel kunne generelt bedst lide storbyerne Los Angeles og San Francisco og jeg selv sætter ubetinget Grand Canyon i toppen. Alle har vi dog haft rigtig store oplevelser i USA, og vi vil gerne komme igen.

Afrejsedag med alt hvad det indebærer. Hvad skal pakkes hvor, hvad skal smides ud; hvor fanden er Louises vaskebjørnehue; hov der var vi ved at glemme Oles solbriller i bilen.

Ikke de store oplevelser på sådan en dag; men tid for opsummering. Afregning med hotellet, som har været et meget dyrt bekendtskab. 920 $ for 6 nætter, Ups. Vi kunne nok have fået det billigere eller bedre et andet sted, hvis vi havde bestilt det hjemmefra; men det må så blive næste gang. Det var under alle omstændigheder lækkert at bo centralt i San Francisco; mens det ikke spiller den store rolle i Los Angeles fordi seværdighederne ligger så spredt.

Vi afleverede vores gode bil Pontiac'en hos Avis; det foregik smertefrit og velorganiseret. Sammenlagt har vi kørt 3870 miles, hvilket er 6200 km. En rigtig god investering med et stort køretøj. Jeg vænnede mig lynhurtigt til automatgearet, og de amerikanske færdselsregler er til at finde ud af.

Den almindelig frygt for at komme for sent til flyet gør, at man kommer alt for tidligt og så skal til at slå tid ihjel i en lufthavn. Det kan nok ikke være anderledes. Duty-free-shopping, skrive lidt postkort, få styr på bagagen og håndbagagen. Og så kl. 16 ind i KLM-flyet, hvor et lille sæde skal udgøre det klistrede underlag for ens krop de følgende 10 timer, og hvor afstanden til sædet foran er så lille, at folk af min højde har store problemer. Adspredelser i form af komedier, spillefilm og skjult kamera forevises; man opgiver at være kritisk. På det tidspunkt, hvor jeg egentlig ville prøve at sove lidt, viser de så "Shakespeare in Love", og den må man så se. Vi lander kl. 11 lokal tid i Amsterdam, godt trætte og ikke særligt opsatte på mere, men vi skal altså vente 3½ timer og dernæst flyve en time med Maersk til Billund, hvor vi lander lidt før kl. 16. Vi fik ingen problemer med tolden og kunne endelig sætte foden på dansk jord. Hov, jeg var lige ved at glemme lidt "namedropping". Vi så faktisk selveste Brian Laudrup i Amsterdams lufthavn, og han bar selv på sin håndbagage! Det var næsten lige som at møde de kongelige, eller Kennedy'erne. Og jeg var kun 3 meter fra ham!

Jeg havde et lille omstillingsproblem fra Pontiac'en til Xantia'en med gearet. Men jeg genopdagede hurtigt koblingen og vi kunne køre hjem til Haderslev, hvor vi ankom lidt over kl. 17.

Jeg har taget ca. 500 billeder på vores tur, som I alle vil blive tvangsindlagt til at se i de kommende vintermåneder; ikke et billede er overflødigt! Heller ikke dem, hvor Neel ligger på Sonora Community Hospital med slanger og drops samt vidt åben mund! Apropos vores kontakt med sundhedsvæsenet herovre. Det er absolut nødvendigt at tegne en rejseforsikring med 100 % medical dækning; den kostede os knap 2000 kr., men selv det rimelig banale indgreb, som Neel fik lavet, kostede 4-5000 kr.

USA har været en oplevelse af de helt store for os allesammen. Der er så meget at se, så meget at gøre, og så meget man ikke kan nå. Amerikanerne er venlige og imødekommende; de virker ægte interesserede i at snakke med fremmede. Vi så ikke skyggen af vold og kriminalitet nogen steder; trafikken er frisk men ikke farlig, amerikanerne viser gerne hensyn, når turister skal foretage sidste-øjebliks-baneskift på motorveje; men så skal man også føre sig frem med en vis selvtillid. Ikke noget med at virke ubeslutsom. Generelt kører man lige som danskerne 10-20 % hurtigere end tilladt; men vejene er gode nok til det.

Penge er uomgængeligt nødvendige i dette land, og en anden gang vil jeg ikke tage af sted med kun et kreditkort. Der er for meget bøvl med VISA-Dankortets begrænsninger; jeg har ringet for sammenlagt 70 $ (500 kr.) p.g.a. det kort. Dem kunne vi godt have brugt til noget andet! Det er et land, hvor børn kan få en masse ud af en ferie; men jeg kan også godt se for mig, at vi tager turen en gang, når børnene er blevet for gamle til at de vil rejse med os. Hvornår mon det sker? Det afhænger nok af, hvem der skal betale!

Tak for Jeres interesse og de mange rare e-mails vi fik undervejs. Vi synes, at I skal prøve turen en gang.

Mange hilsner fra Ole & Louise, Neel og Laust